Siden 1995 er antallet af unge indvandrere, der har arbejde, blevet fordoblet.
I 1995 havde 34 procent af indvandrerne under 40 år arbejde. I 2008 var det 62 procent, skriver Samspil.info, der er Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev.
Men det går også bedre for de ældre indvandrere med at få arbejde. 12 procent flere i alderen 55-59 år har fået arbejde i løbet af de sidste 13 år, viser tallene.
Pigerne rykker hurtigere
Den altafgørende forklaring på fremgangen i beskæftigelsen er uddannelse, siger Torben Tranæs, der er forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed.
- De unge indvandrere har i højere grad end deres ældre landsmænd en uddannelse. Så det er ikke fordi, de unge generelt opgiver uddannelse til fordel for et job her og nu. De både uddanner sig mere og arbejder mere, siger Torben Tranæs.
Ifølge ham er det især pigerne, der uddanner sig mere og rykker fra drengene.
- Man kan godt blive bekymret for, om det er udtryk for, at det kun er indvandrerpigerne, der tænker langsigtet og sørger for at få taget en uddannelse i tide, siger Torben Tranæs.