Uroen breder sig i Venstre: Der er brug for et formandsvalg

Et formandsvalg skal rense luften i Venstre, lyder det fra et medlem af partiets hovedbestyrelse.

Svend Møller Sørensen sidder i Venstres hovedbestyrelse og mener, at partiet har brug for nye kræfter i toppen af partiet. (Foto: DR Nyheder)

Krisen i Venstre stikker så dybt, at både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen bør trække sig, så partiet kan få et valg om posterne for at få renset luften.

Så kontant er meldingen fra Svend Møller Sørensen, der er medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg.

- De er nødt til at gå af begge to, så vi kan få et reelt valg. Det er to dygtige folk, og de må gerne stille op igen. Men der skal være mulighed for et reelt valg, og det har vi ikke haft i et stykke tid. Nu er der brug for et reelt valg, så vi kan få luften renset, siger Svend Møller Sørensen.

Den interne ballade i Venstre har taget et skridt op ad stigen, efter Bent Jørgensen, byrådsmedlem fra Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg, næstformand for Venstre Roskilde Midt, i en kronik i Jyllands-Posten skriver, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen bør trække sig og give plads til Jakob Ellemann-Jensen som ny formand.

Svend Møller Sørensen vil ikke pege på andre kandidater, men han ser gerne, at det bliver nogle andre end Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

- Personligt tror jeg, det vil være godt med nye kræfter, siger han.

Lokalformanden understreger, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen efter hans mening har gjort det godt. Og Venstre er gået markant frem ved både EU-valget og folketingsvalget før sommerferien. Men nu er det hele endt i personsnak.

- De hiver to sejre hjem, og så spilder man det med en hel masse snak, der ikke har noget med politik at gøre. Vi har brug for en ledelse, der tager hånd om Venstres folketingsgruppe og sørger for, at man får tegnet Venstres politiske profil og kommer til at stå som det samlende oppositionsparti til den regering, vi har i øjeblikket, siger Svend Møller Sørensen.

Uro breder sig

Svend Møller Sørensen og folkene fra Roskilde er langt fra de eneste fra Venstres bagland, der er særdeles utilfredse med den nuværende ledelse. DR Nyheder har talt med en række lokale kræfter. Nogle giver udtryk for, at de enige i, at formanden og næstformanden skal træde tilbage, men ønsker ikke at stå frem til citat.

En af dem, der dog gerne vil udtale sig til citat er Charlotte Christensen, der er vælgerforeningsformand for Sanderum og omegn. Hun deler vurderingen af, at der er brug for et generationsskifte i toppen af partiet.

- Selvom jeg på den måde ikke er specielt utilfreds med Lars Løkke som person, så må man sige, at han jo nok sammen med Kristian Jensen har haft sin tid i Venstre, og så skal der nogle andre til, siger hun uden selv at ville pege på den næste formand.

Andre holder døren en lille smule på klem for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Det er blandt andet Ulla Larsen, vælgerforeningsformand i Svendborg:

- Først og fremmest har vi hovedbestyrelsesmøde i slutningen af måneden, og der forventer jeg, at formand og næstformand kommer med en forklaring på, hvorfor der er sådan en uro i partiet.

- Hvis der ikke bliver ro på Venstre internt, så tror jeg, at mine medlemmer forventer en ændring. Og det kunne være et nyt formandskab. Hvis vi skal videre og have sat en kurs og have en fordel af den fremgang, vi har haft, så skal der ro på partiet, siger hun.

Hovedbestyrelsesmøde sidst på måneden

I det hele taget bliver der set meget frem til, at det bliver taget op i Venstres hovedbestyrelse sidst på måneden.

- Det formandskab, der sidder i øjeblikket, har vist sig at give visse udfordringer, hvor der kommer forskellige udmeldinger. Det er uhensigtsmæssigt. Hvordan det skal løses, er et godt spørgsmål. Jeg noterer mig, at der er flere Venstre-folk, der vil tage det op i den øverste ledelse, og det synes jeg er meget godt, siger Søren Schow, gruppeformand for Venstre Bornholm.

Jan Lagoni, kommuneforeningsformand for Venstre i Esbjerg og medlem af hovedbestyrelsen, er på samme linje.

- Det er vigtigt, vi får sat den rigtige retning for vores parti. Jeg ser frem til vores hovedbestyrelsesmøde. Der tror jeg, jeg bliver meget klogere, siger han.

DR Nyheder har igennem dagen forsøgt at få en kommentar fra medlemmerne af Venstres ledelse, men det har ikke været muligt.