V-borgmester vil også af med Løkke: 'Alle pile peger på Jakob Ellemann'

Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune, vil også have ny ledelse i Venstre.

Står det til borgmester Ib Lauritsen fra Ikast-Brande viser dette billede Venstres snart forhenværende formand og næstformand samt Venstres nye formand. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Som den første Venstre-borgmester slutter Ib Lauritsen sig nu til den bølge af kritik og krav om afgang, som netop nu skyller ind over over Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Ib Lauritsen er borgmester i Ikast-Brande, der ligger i Region Midtjylland. Og det er netop den region, hvor 23 medlemmer af Venstres hovedbestyrelse har sendt en samlet opfordring til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen om at træde tilbage som formand og næstformand for Venste.

- Jeg kan forstå, at baglandet i Region Midtjylland enstemming har besluttet, at man bør udskifte ledelsen i partiet. Det bakker jeg 100 procent op om, siger Venstre-borgmesteren til DR Nyheder.

Han synes, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen den seneste tid har skabt for meget palaver.

- Jeg har den vending, at når man roder lidt i butikken, så skal man sørge for at rydde op. Og i den her situation må man bare sige, at det ikke er lykkedes. Og så risikerer man, at der kommer hjælp til at få ryddet op. Derfor er der nogle i baglandet, der nu siger, at det er tid til at få ryddet op i det her, siger Ib Lauritsen.

Han har en klar favorit til, hvem der skal tage over som formand for partiet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at alle pile peger på Jakob Ellemann-Jensen, så det er nok også det, jeg vil sige, lyder det fra Ib Lauritsen.

Hvad er det, som Jakob Ellemann-Jensen kan, som det nuværende formandskab ikke kan?

- Jeg vil formode, håbe og tro på, at han kan komme med et nyt sæt af idéer og være den, der kan tegne en ny linje. For det har været irriterende at se på den uro, der har været i toppen det sidste stykke tid, siger Ib Lauritsen.

Jakob Ellemann-Jensen har indtil videre afvist at være kandidat til posten som formand for Venstre.

Folketingsmedlem kræver også ny ledelse

Ib Lauritsens forgænger som borgmester i Ikast-Brande hedder Carsten Kissmeyer. Han sidder nu i Folketinget for Venstre som kandidat for Ikast-kredsen.

Og som det første medlem af Ventres gruppe i Folketinget træder han nu også frem og siger åbent, at der er brug for en ny ledelse af partiet.

- Jeg bakker op om den linje, der er lagt på gårsdagens møde i Venstre i Region Midtjylland. Der er rigeligt med postyr lige nu, så jeg har ikke andet at tilføje, siger han.

Folketingsmedlem Jacob Jensen opfordrer ledelsen til at lytte til bagland.

'Jeg synes, at vores formand og næstformand skal lytte til og tage bestik af, hvad Venstres bagland kommer med af meldinger fra møder rundt om i landet i disse dage', skriver han i en besked til Ekstra Bladet.

Jensen er valgt på Sjælland, hvor der i morgen holdes møde i partiets bagland.