V-borgmestre: Støjbergs lave integrationsydelse giver problemer

Borgmestre fra regeringspartiet frygter, at flygtninge på integrationsydelse ikke kan betale huslejen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ser ikke noget problem i at indføre en lav integrationsydelse til flygtninge, fordi det ikke er meningen, at de skal være på ydelsen. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Den såkaldte integrationsydelse på ned til 5.945 kr. om måneden før skat skal fra næste år gælde alle udlændinge, der har været mindre end syv år i landet, hvis det står til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Beløbet svarer til næsten en halvering i forhold til kontanthjælpen.

I ministens eget bagland er der bekymring over integrationsydelsen. Blandt andre Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) har svært ved at se, hvordan boligøkonomien skal hænge sammen for folk på den lave ydelse.

Ydelsen er en del af en pakke med stramninger til udlændingepolitikken, som blev præsenteret i sidste uge, og er endnu ikke forhandlet på plads. Alle regeringens støttepartier i blå blok har dog tilkendegivet, at de overordnet set støtter pakken.

- Vi svømmer ikke i billige boliger

- Den allerstørste udfordring bliver at finde nok billige boliger, hvor huslejen kan betales. Når rådighedsbeløbet bliver så meget mindre, så er der selvfølgelig mindre at betale husleje for. Og vi er en bykommune, og dermed så er det ikke helt billige boliger, vi svømmer i. Og de billige boliger optages af studerende, så der er kamp om dem, siger Jørn Pedersen.

Også Silkeborgs Venstreborgmester, Steen Vindum, er bekymret.

- Vores bekymring går mest i forhold til de enlige, fordi med den ydelse, de vil få, så vil det være rigtig svært at finde en bolig, som de har råd til.

- Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af vores flygtninge, der har været hos os i nogle år, også bliver ramt. Og det betyder måske også, at nogle vil skulle flytte, fra hvor de bor, til nogle billigere lejligheder, siger han.

Ifølge ministeren skal ydelsen give incitament til, at udlændinge kommer i arbejde.

På tide at komme på arbejdsmarkedet

- Meningen er slet ikke, at man skal være på integrationsydelse. Meningen er, at man skal ud på arbejdsmarkedet. Og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man har været i Danmark i for eksempel fem år, så er det også på tide, at man kommer ud på arbejdsmarkedet, siger Inger Støjberg.

Desuden påpeger ministeren, at personer på integrationsydelsen kan få en sprogbonus på 1.500 kr. om måneden, hvis de består den såkaldte danskprøve 2.

- Forudsætningen er, at man skal bidrage til det danske samfund, og at man skal få lært sig noget dansk. Dette her er ment som et redskab, der skal få folk ud på arbejdsmarkedet, siger hun.