Det var en noget uventet reaktion, Fatma Øktem fik fra sine veninder, da hun for år tilbage fortalte dem, at hun ville stille op til Folketinget for Venstre.
- De sagde, at jeg var på vej ind i 'branchen for de grå jakkesæt'. Jeg syntes, det var noget underligt noget at kalde Christiansborg, for så havde de jo allerede stemplet den politiske verden som et mandsdomineret sted. Det er det ikke, siger Fatma Øktem, der i dag er Venstres ligestillingsordfører.
- Selvom vi politikere er mere i søgelyset end andre, er Christiansborg på mange måder en helt almindelig arbejdsplads. Og selvom livet som politiker er krævende, kan det sagtens forenes med mange andre ting. Det skal vi kvindelige politikere blive bedre til at fortælle andre, siger hun.
Intet kynisk menneske
Meldingen kommer, efter en optælling, som DR Nyheder har lavet, har vist, at blot 31 procent af kandidaterne til det kommende folketingsvalg er kvinder.
Sådan har det været i mange årtier.
Og ifølge Karina Kosiara-Pedersen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, hænger den lave kvindeandel blandt andet sammen med, at kvinder ofte er mindre konkurrencemindede end mænd, og at de ikke føler, at deres kompetencer matcher mændenes.
De tanker kan Fatma Øktem, som har siddet i Folketinget siden 2011, godt følge.
Samtidig er der nok mange kvinder, der føler, at tonen på Christiansborg er for hård, siger hun.
- Men man skal ikke være et særligt kynisk væsen for at være folketingspolitiker, siger hun.
Kvinder skal hjælpe hinanden
I dag er der 14 kvinder i Venstres 47-mands store folketingsgruppe. Og ifølge DR Nyheders optælling er 27 procent af de kommende V-folketingskandidater kvinder.
Selvom Fatma Øktem gerne ser, at der kommer flere kvinder på Christiansborg, har hun dog svært ved at svare på, om det er et problem, at der ikke er flere i dag.
- Det at være kvinde er ingen kompetence i sig selv. Der skal være plads til dem, som gerne vil være politikere, siger hun.
Fatma Øktem afviser derfor også, at kvindekvoter er vejen frem, hvis der skal vælges flere kvinder ind på Christiansborg.
Det handler derimod om at holde debatten i gang, og så skal de kvindelige politikere blive bedre til at hjælpe hinanden.
- Jeg har netop meldt mig som mentor for en kvindelig kandidat fra Alternativet. Her kan vi netop tale om, hvordan det er at være kvinder og politiker, siger hun og understreger, at man både fra lands- og lokalpolitisk side kan gøre mere for at skabe mere fleksible rammer for familierne.