V får største vælgerlussing i 17 år

Oven i en stribe dårlige sager, kritik fra både støtteparti og kernevælgerne i erhvervslivet samt intern splittelse må Løkke notere sløj opbakning.

Lars Løkke Rasmussen har haft større opbakning end netop nu. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Ny mistillid rammer nu statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lige i ansigtet.

Det skriver Børsen, der kan berette om den sløjeste opbakning i 17 år.

Blot 21 pct. vil sætte kryds ved liste V, og med en ny dukkert til den konservative regeringspartner formår VKO-blokken blot at samle 81 mandater.

Det er det dårligste resultat siden 2004.

Det viser en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget i denne uge på baggrund af 988 telefoniske svar.

'Skal finde sig noget andet at lave'

- Det passer meget godt med, at det er noget af det værste uro, vi har haft længe. Og jeg tror, at Venstres folketingsgruppe godt er klar over, at det går ikke. Nogle af dem, som hele tiden kæfter op, kan nu selv se på tallene, at de skal finde sig noget andet at lave, hvis det er stilen fremover, siger Venstres politiske ordfører Peter Christensen med henvisning til, at 11 af partiets folketingsmedlemmer står til at ryge ud i kraft af den laveste vælgeropbakning siden 1993.

Også politisk kommentator Michael Kristiansen peger på uro og en række dårlige sager som særskatten på større pensioner, Dansk Folkepartis kritik af manglende ledelse og udenrigsminister Lene Espersens (K) udeblivelse i et møde i Canada som hovedårsager til den dårlige måling.

- Vælgerne siger, at det er simpelthen ikke godt nok. Målingen er et udtryk for, hvordan regeringens liv og levned har været reflekteret i medierne, og det er en tendens, som ikke lige kan vendes, når man først kommer der ned, siger Michael Kristiansen.

S og SF går frem

Til gengæld er der fremgang til alle de tre partier, som satser på at vinde magten efter næste valg. Socialdemokraterne fortsætter de seneste måneders gradvise fremgang, mens Socialistisk Folkeparti har bremset en sivende tendens og igen øger tilslutningen.

De Radikale har i den nuværende valgperiode ikke oplevet større tilslutning end i denne uges måling.