V og K om kritik af asylsager: Vi har fuld tillid til Justitsministeriet

Der er ingen grund til at vurdere asylsager igen, hvor børnefamilier har fået afslag på opholdstilladelse, mener både Venstre og Konservative.

- Vi lægger os op ad Justitsministeriets vurdering og har tillid til, at Justitsministeriets har styr på det. Hvis ministeren siger, der ikke er behov for at se på tidligere sager, så stoler vi på det, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Både Venstre og Konservative har fuld tiltro til Justitsministeriets vurderinger af asylsager, hvor børnefamilier har fået afslag på opholdstilladelse.

Justitsministeriet ændrede ellers praksis vedrørende humanitær opholdstilladelse sidste år, og det har fået Enhedslisten og SF til at frygte, at ministeriet tidligere har begået fejl og udvist børn, der havde krav på at blive i Danmark.

Men det får ikke Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til at tvivle på dommene i asylsagerne.

- Vi lægger os op ad Justitsministeriets vurdering og har tillid til, at Justitsministeriet har styr på det. Hvis ministeren siger, der ikke er behov for at se på tidligere sager, så stoler vi på det, siger han.

Juristerne i Justitsministeriet er blandt de dygtigste

Justitsministeret får i DR2 Undersøger mandag aften skarp kritik fra både eksperter og organisationer for ikke at have set godt nok på børnenes situation i sager, hvor familier er blevet udvist.

- Det store spørgsmål er jo, om ministeriet har fundet ud af, at man har begået fejl og udvist børn, der havde krav på at blive i Danmark, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

I FNs børnekonvention står der nemlig, at myndigheder altid skal lade barnets tarv komme i første række, når de træffer afgørelser, der berører børn.

Men Karsten Lauritzen frygter ikke umiddelbart, at børn skulle være blevet udvist i strid med deres rettigheder

- Det er jo svært at gennemskue, om det er sket. Men juristerne i Justitsministeriet er blandt de dygtigste i landet, og vi har derfor tillid til, at deres sagsbehandling og vurderinger er korrekte, siger han.

K: Vi stoler på Justitsministeriet

Siden Justitsministeriet ændrede praksis sidste år, har tre børnefamilier med tilsammen 13 personer, der ellers stod til udvisning, fået ophold i Danmark.

Samtidig har 98 personer siden 2011 fået afslag på at få forlænget et humanitært ophold, viser tal fra Udlændingestyrelsen. Hvor mange af dem, der er børn, kan styrelsen ikke oplyse.

Derfor vil både Enhedlisten og SF have genvurderet asylsager, hvor der er givet afslag på opholdstilladelse til børnefamilier.

Men heller ikke Konservatives retsordfører, Tom Behnke, mener, der er noget at komme efter ved at stille spørgsmålstegn ved Justitsministeriets vurderinger.

- Vi stoler på, at Justitsministeriet har gennemgået sagerne, når de siger, de har.

Programmet "DR2 Undersøger - De Udviste Børn" sendes i aften på DR2 kl. 21.00.

Facebook
Twitter