V-ordfører forsvarer ombrust lovforslag på CNN

Det her er muligvis et af de mest misforståede stykker lovgivning i dansk historie, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Nej, vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er vanvittigt. Det vil vi aldrig gøre, siger Jakob Ellemann-Jensen til CNN. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forsvarer på CNN Venstre-regeringens lovforslag, der strammer asyl-reglerne i Danmark ved blandt andet at give politiet lov til at beslaglægge flygtninges værdigenstande.

Et lovforslag der de seneste dage har trukket overskrifter i udlandet.

- Det her er muligvis et af de mest misforståede stykker lovgivning i dansk historie, siger Jakob Ellemann-Jensen til CNN.

Se interviewet på CNN - klik her

Herefter redegør han for indretningen af det danske samfund.

- Danmark er et af de mest generøse lande vedrørende udviklingsbistand. Danmark har spillet en stor rolle i forhold til at hjælpe i de områder, der er påvirket af krigen i Syrien, og Danmark er et af de lande i Europa, der modtager flest flygtninge i forhold til befolkningsstørrelsen, siger han.

- Danmark har et universelt velfærdssystem. Det betyder, at alle danske borgere og flygtninge, der kommer til landet, modtager sundhedspleje, uddannelse fra børnehaveklassen til universitetet, ældrepleje, sprogundervisning og integrationsundervisning gratis - betalt af regeringen. Det eneste, vi kræver til gengæld, er, at hvis du selv kan betale for din bolig og din mad, uanset om du er dansker eller flygtning, så bør du gøre det, og hvis du ikke kan det, så vil myndighederne støtte dig. Det er essensen af lovforslaget, siger han.

Den politiske ordfører peger samtidig på, at mange også i Danmark har haft en interesse i at sprede den forkerte historie om lovforslaget.

- Nej, vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er vanvittigt. Det vil vi aldrig gøre, siger han.

Interviewet får ros med på vejen fra partifællen, justitsminister Søren Pind (V).

- Sådan skal det gøres - super gået af Jakob Ellemann, skriver han på Facebook.

https://www.facebook.com/vsorenpind/posts/799870873475897

Facebook
Twitter