V-ordfører: Hvis ø-borgmestre fortsætter surmuleriet, får de ikke en krone

Øerne kan risikere ikke at få en krone i finansloven til billigere færgebilletter, hvis ikke de ændrer deres stil, lyder det fra Venstres ordfører.

Thomas Danielsen, mener ikke at sure miner fordrer debatten (Foto: DR © DR Nyheder)

Balladen om billigere færgebilletter ud til øerne er for alvor ved at komme ud af kontrol. I hvert fald skærper Venstres landdistrikter og ø-ordfører, Thomas Danielsen, konflikten ved at sige direkte til borgmestrene, at de må stoppe deres surmuleri, ellers bliver kassen slet ikke åbnet.

- De virker sådan lidt småsure, når de siger, at hvis ikke vi får alle 133 millioner kroner, så kan det være lige meget, siger Thomas Danielsen.

Øerne fik af den tidligere regering stillet 133 millioner kroner i udsigt til billigere færgebilletter. Så kom folketingsvalget, og nu har den nye V-regering overtaget forhandlingerne. Pengene var nemlig ikke finansieret, og på grund af det såkaldte kasseeftersyn afviser den nye regering at svare på, hvad øerne kan regne med.

Borgmester skriver vredt brev

Øerne er rasende, fordi de mener, at Venstre før valget lovede at hjælpe, og derfor har Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V), i dag sendt et brev i skarpe vendinger til sin partifælle, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Han skriver blandt andet, at Venstre ikke har styr på sin politik og tilføjer i et interview med DR Nyheder, at det ville have været nemmere at leve på Fanø, hvis Socialdemokraterne og de Radikale havde bevaret magten.

V: Vi kan lige så godt beholde pengene

Thomas Danielsen har nu fået nok.

- Jeg er ligetil og ærlig. Vi kan da godt sidde overfor hinanden og lave skuespil, men det kommer vi ingen vegne med. Vi kan lige så godt lukke op for posen og tale direkte og ærligt til hinanden.

Og den direkte tale er, at hvis ikke øerne kan leve med mindre end 133 millioner, så får de slet ingenting.

- Vi står med nogle fantastisk store økonomiske udfordringer på en lang række områder, derfor vil Venstre gerne finde en model, hvor vi trinvist løser problemet. Men det siger de nej. Så kan vi lige så godt beholde pengene.

Men, hvad kan de så forvente? 20 millioner kroner, så der bliver billigere billetter i ferierne?

- Nej, det kan de ikke. Jeg har taget til efterretning, at 20 millioner vil de ikke være tilfredse med. Så kan vi lige så godt beholde pengene, og så gør vi det. De har selv givet udtryk for, at hvis vi kun kunne finde 20 procent, så kunne vi bare beholde pengene. Og det er klart, det tager vi til efterretning. Og så må vi se, om vi kan finde pengene i de kommende år.

Vil det sige, at vi er nærmere, at I beholder alle pengene og slet ikke giver til øerne?

- Det er klart, at hvis vi ikke kan finde de 133 millioner kroner, så beholder vi alle pengene, som de har opfordret os til. De virker lidt småsure, når de sidder og afviser ethvert beløb, som er under 133 millioner kroner, hvilket ellers kunne være et fint første step, siger Thomas Danielsen.

Facebook
Twitter