V-politiker kørte med kokain i blodet - mister kørekortet

V-politikeren Jakob Engel-Schmidt skriver på Facebook, at han blev taget med kokain i blodet sidste år.

- Jeg har brudt lovgivningen. Det er utilgiveligt. Jeg undskylder over for de mennesker, jeg har skuffet, siger Jakob Engel-Schmidt til Ekstra Bladet. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Foto: Thomas Lekfeldt- Reuters / Carlos Barria- Reuters / Mario Anzuoni- Reuters.)

Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt, der holder orlov fra Folketinget, blev i sommer taget af politiet for at have kørt bil med ulovlige stoffer i blodet.

Han er blevet frakendt kørekortet ubetinget i tre år og skal have en bøde.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af aktindsigter.

På Facebook oplyser Jakob Engel-Schmidt selv, at det var kokain, han havde i blodet i juli 2017.

- I juli sidste år lavede jeg mit livs fejltagelse. Jeg blev stoppet af politiet grundet en defekt lygte på bilen, fik taget en blodprøve, og den viste, at jeg ikke måtte køre bil, fordi jeg havde ulovlige stoffer i blodet - det var kokain.

- Det er på alle måder fuldstændig uacceptabelt, skriver han.

Jakob Engel-Schmidt sad stadig i Folketinget for Venstre, da han blev stoppet.

Da Ekstra Bladet 7. september spurgte ind til sagen efter at have fået et tip, bad Jakob Engel-Schmidt dagen efter om orlov fra Folketinget for i stedet at blive udviklingsdirektør på uddannelsesinstitutionen Niels Brock.

Jakob Engel-Schmidt er ud over sit job som direktør på Niels Brock også paneldeltager på aktualitetsprogrammet News & Co. på TV2 News.

/ritzau/