V-politikere hylder Fogh

Jens Rohdes kritik af den økonomiske politik under Fogh vækker ikke genklang i Venstres folketingsgruppe. Det var den helt rigtige politik, der blev ført dengang, mener flere V-politikere.

Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard. Den økonomiske politik blev tilrettelagt i et tæt samarbejde. (© DR)

Der er ingen grund til at tage et opgør med den økonomiske politik, der blev ført da Anders Fogh Rasmussen var statsminister. Den økonomiske situation var en helt anden dengang, end den er i dag, mener flere fremtrædende medlemmer af Venstres folketingsgruppe.

Medlem af Europaparlamentet for Venstre Jens Rohde tager i dag et opgør med Fogh-æraen. Han mener, at regeringen dengang brugte for mange penge og forsømte at prioritere i den økonomiske politik, da højkonjunkturen brusede frem.

Fremragende statsminister

- Vi gik lige pludselig også i den fælde, at vi kørte valgkamp på, hvor mange penge vi kunne poste i den offentlige sektor. Der svigtede vi vores egne idealer, siger Jens Rohde til Berlingske Tidende.

Gruppeformand for Venstre Kristian Jensen mener ikke, at der er nogen grund til at gøre op med tiden under Anders Fogh Rasmussen.

- Han var en fremragende statsminister. Han ledte landet frem til en situation, hvor vi havde en rekordhøj beskæftigelse og hvor Danmark havde fjernet sin nettogæld. Så der blev ført den økonomiske politik, der var nødvendig i den tid, hvor Fogh var statsminister, siger han.

Stor liberal landvinding

Finansordfører Jacob Jensen mener også, at Anders Fogh Rasmussen gjorde det rigtige på det tidspunkt.

- Vi betalte ned på vores statsgæld, samtidig med at vi investerede massivt i den offentlige sektor. En af de største liberale landvindinger har været, at vi har hjulpet en masse mennesker ind på arbejdsmarkedet, som før var uden for, siger han.

En bevidst strategi

Politisk analytiker i DR Nyheder Jens Ringberg mener, at det var en bevidst strategi fra Anders Fogh Rasmussens side, at beholde magten og gradvist ændre samfundet i en liberal retning.

- Man skønnede det var nødvendigt, at bruge mange penge i det offentlige for at få magten. Dels fordi vælgerne var tilfredse. Og dels fordi det var den måde, der kunne hentes flertal med Dansk Folkeparti, siger Jens Ringberg.

Facebook
Twitter