V-politikere: Regeringen skader integrationen

Ti kritiske V-politikere mener, at regeringens tone og tiltag ødelægger integrationen.

Merete Due Paarup, V-politiker i Kolding Kommune, opfordrer partitoppen til at lytte til baglandet (arkivfoto). (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Ti Venstre-medlemmer kaster sig i Berlingske ud i et opgør med regeringens håndtering af flygtningekrisen.

I et debatindlæg kritiserer de ti de omstridte annoncer, som blev indrykket i libanesiske aviser i sommer og debatten om beslaglæggelse af asylansøgeres værdier.

Merete Due Paarup, byrådsmedlem for Venstre i Kolding, har skrevet under på indlægget, og hun mener, at regeringens kontroversielle tiltag og hårde tone mod flygtninge ødelægger kommunernes arbejde med at integrere flygtninge.

- Det er lokalt, at vi skal få tingene til at lykkes. Vi har en kæmpe integrationsudfordring, og det bliver ikke ligefrem nemmere med dem på borgen, der har så barsk en tone, der spreder sig videre ud på nettet og i debatindlæg, siger hun.

- Hele miseren omkring vielsesringe var over stregen. Der er i det hele taget en perlerække af Venstres tiltag, der er ren symbolpolitik. Nu kan vi så se, de trækker nogle tiltag tilbage, og det håber jeg, vi kan være med til at sætte skub i, siger V-politikeren.

Merete Due Paarup kan ikke genkende sit parti, og hun opfordrer partitoppen til at lytte til baglandet.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter