V-politikere uenige med Løkke om at styrke PET

Flere Venstre-politikere maner til besindighed efter terrorangrebet i Paris. Som lovgivere skal vi ikke handle i affekt, lyder det.

- Som lovgivere skal vi ikke handle i affekt, men nøje overveje, hvordan vi beskytter os uden at knægte de grundlæggende værdier vores samfund og demokrati bygger på, skriver Venstres Jakob Engel-Schmidt. (Foto: Henning Jensen © DR)

Politikere har stået i kø for at kaste flere penge efter Politiets Efterretningstjeneste (PET) i kølvandet på terrorangrebet i Paris, der kostede 17 mennesker livet.

Også Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har udtalt, at han tvivler på, om den danske efterretningstjeneste har tilstrækkeligt med ressourcer til at beskytte Danmark mod terrorangreb.

Men nu går to af Venstres folketingsmedlemer i rette med Løkke og maner til besindighed.

- Mine kolleger på Christiansborg står i kø for at foreslå tryghedsskabende tiltag: flere ressourcer til PET, strammere lovgivning og mere overvågning. Den kedelige sandhed er desværre, at vi risikerer at fratage vores samfund den sidste uskyld - og det endda uden skyggen af bevis for at diverse forslag virker, skriver Jakob Engel-Schmidt (V) på sin Facebook-profil.

Geertsen: Pas på

Han mener, at prisen er mindre privatliv og mistænkeliggørelse, og at det eneste bytte er falsk tryghed.

- Som lovgivere skal vi ikke handle i affekt, men nøje overveje, hvordan vi beskytter os uden at knægte de grundlæggende værdier vores samfund og demokrati bygger på, skriver Jakob Engel-Schmidt.

Også Venstres intregrationsordfører, Martin Geertsen, har kommenteret på sine kollegers ønske om flere penge til PET.

Han mener, at det kan være rigtig godt at få vurderet, om PET og politiet i det hele taget har de nødvendige redskaber til terrorbekæmpelse, men opfordrer også til at passe på.

- Nu skal vi passe på, at vi ikke går terroristernes ærinde og bruger for mange kræfter på at indskrænke hinandens frihed i stedet for terroristernes... Politi og efterretningstjenesters redskaber skal i et liberalt demokrati altid omgås med den allerstørste forsigtighed..., skriver Martin Geertsen på Facebook.

Minister: Flere redskaber til PET

Søndag var det Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der var fremme og opfordre politikerne til at holde hovedet koldt og ikke tage forhastede beslutninger eller lave panik-lovgivning, der gør indhug i vores frihedsrettigheder.

- Jeg vil gerne advare kraftigt imod, at vi som politikere tager vigtige beslutninger i affekt oven på de forfærdelige hændelser i Paris, sagde hun.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har været ude med en melding om, at PET skal have nye redskaber i fremtiden til at komme terrortrusler til livs.

- Med det angreb vi har set i Paris nu - og med den terrorrisiko, der er omkring Danmark, så er der ikke plads til at være naive mere, sagde justitsministeren fredag.

Også De Konservative, SF og Dansk Folkeparti har stået klar med flere penge til PET, hvis efterretningstjenesten beder om det.

Politiets Efterretningstjeneste får i år 555 millioner kroner plus et hemmelig beløb til særlige operationer. Frem til 2017 falder beløbet til 530 millioner kroner.