V-profil fik hemmelig donation af Fritz Schur

Erhvervsmanden Fritz Schur delte beløb i to portioner og undgik åbenhed om 40.000 kroner til Marcus Knuth.

Pengene til Marcus Knuth blev givet fra to forskellige selskaber ejet af Schur. Dermed undgik erhvervsmanden offentlighed om donationen. (Foto: sØRen Bidstrup /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Sagen om hemmelige donationer til Venstres Britt Bager er ikke en enlig svale.

Selv om partistøtteloven skal sikre, at politikere offentliggør identiteten på donorer, som giver mere end 20.000 kroner til deres valgkampe, så blev det aldrig indberettet til myndighederne, da erhvervsmanden Fritz Schur gav cirka 40.000 kroner til Venstre-politikeren Marcus Knuth ved den seneste valgkamp.

Det skriver Politiken lørdag.

Donationerne blev holdt hemmelige, fordi de kom fra to forskellige Schur-selskaber i 2015, fortæller formanden for Venstres kredsbestyrelse i Vordingborg, Svend-Erik Petersen.

- Begge gange - jeg kan ikke huske, om det var 19.500 eller 20.000 kroner - var det under oplysningsgrænsen, siger kredsformanden til Politiken.

Var de givet fra to forskellige af Fritz Schurs holdingselskaber?

- Det var to forskellige selskaber, ja.

Han fortæller, at Marcus Knuth mødtes med Fritz Schur og derefter varslede kredsformanden om, at Schur ville støtte valgkampen.

Derefter kom der to donationer fra to af Schurs talrige selskaber. En af dem kom fra lagerhallen Godshotellet Sjælland, som er ejet af Fritz Schur.

- Hvis jeg ikke tager helt fejl, så går Fritz Schur på jagt, og det gør Marcus Knuth også, så lur mig, om ikke de har mødt hinanden på en jagt, fortæller Petersen.

Men da donationerne fra Schur-selskaberne kom fra to forskellige cvr-numre, blev de ikke oplyst til myndighederne, tilføjer formanden, hvilket også fremgår af Venstres indberetning til Region Sjælland, som Politiken har fået aktindsigt i.

/ritzau/

Facebook
Twitter