V: Skattelettelser ikke på dagsordenen nu

Oppositionens stormløb mod regeringen udløste ikke noget tilbagetog i Folketingets åbningsdebat. Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, afviste alle angreb.

Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen på talerstolen med Folketingets formand Christian Mejdahl i baggrunden (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Regeringen holder fast i åbningsdebatten, så selvom oppositionen lavede stormløb mod regeringen, udløste det ikke noget tilbagetog i Folketingets åbningsdebat. Venstres ordfører afviste alle angreb.

Ikke et skridt tilbage. Det var holdningen hos Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, da han i Folketingets åbningsdebat var skydeskive for oppositionens mange angreb.

Afviste angreb

Han afviste blankt alle angreb på regeringens økonomiske politik i forhold til kommunerne. Der bliver, fastholdt han, ikke sparet på den offentlige service, og proteststormen mod regeringen er inspireret af grupper, der med alle midler vil af med regeringen, fastholdt han.

- Det er trist og forstemmende at opleve, at en fagorganisation som BUPL bevidst spreder misinformation. Skal man føre en debat, skal man gøre det ud fra faktuelle tal. Smædekampagnen har kun til formål at vælte regeringen, og det er ikke fair at gøre det ud fra forkerte tal, sagde Troels Lund Poulsen.

Orden i velfærden

Hos oppositionen sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, at regeringen ikke har forstået, at befolkningen reagerer på kontrasten mellem et stadigt voksende privat forbrug og en offentlig service, der ikke fungerer ordentligt.

- Regeringen vil spare op til skattelettelser. Der skal være mere privat og mindre fælles. Med den strategi vil kontrasten mellem det private og det offentlige øges. Vi mener, der skal være orden i velfærden, før man begynder at udlove skattelettelser, sagde han.

Ikke skattelettelser nu

Men skattelettelser er ikke på dagsordenen nu, fastslog Troels Lund Poulsen.

- Der er ikke et økonomisk råderum til at diskutere skattelettelser. Det er der ikke, fordi vi er i en situation, hvor den danske økonomi er sund, men hvor også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd advarer mod at pumpe flere penge ud til forbrug. Derfor undrer det mig, at Socialdemokratiet ønsker at føre en økonomisk politik, som er med til at skabe flere arbejdsløse, sagde Troels Lund Poulsen med henvisning til kravene fra S og den øvrige opposition om at give kommunerne flere penge.

Kritik af statsministeren

Gentagne gange måtte han svare på kritik af, at statsministeren har betegnet deltagerne i protesterne som socialistiske ballademagere.

- Når tre fjerdedele af vælgerne hellere vil have velfærd end skattestop, er det så udtryk for, at der er så mange socialistiske ballademagere? Kan det passe, at de alle er udsat for intensiv socialistisk propaganda og ikke har forstået noget, eller er det regeringen, der ikke har forstået, hvad der foregår ude i virkeligheden, spurgte SF-formand Villy Søvndal.

Strid om tal

Venstres ordfører svarede med et råd om, at Villy Søvndal tager rundt i hele virkeligheden i stedet for kun at beskæftige sig med en del af den.

- Når de kommunale budgetter er færdigbehandlet, kan vi se, at billedet af, at der skal fyres 2900 pædagoger, er fejlagtigt. Skattestoppet forhindrer ikke, at det offentlige får flere ressourcer. I 2007 vil den offentlige service være vokset med 31 milliarder kroner i forhold til 2001, sagde Troels Lund Poulsen.

Facebook
Twitter