V: Vi har strammet udlændingepolitikken mere end S

Venstre fører en strammere udlændingepolitik end Socialdemokraterne, mener regeringspartiets selv.

Der er ikke nogen tvivl om, at Venstre fører en strammere udlændingepolitik end Socialdemokraterne, mener Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, (tv.). (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Venstre fører en strammere udlængepolitik end Socialdemokraterne. Sådan lyder det fra Venstres selv, oven på en optælling der viser, at Socialdemokraterne siden valget har stemt for 37 udlændingestramninger på udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ministerområde, mens Venstre kun har stemt for 36 stramninger.

Venstre hæfter sig nemlig ved, at man også bør medregne to specifikke forslag på henholdsvis skatteministerens og beskæftigelsesministerens område om, hvor Socialdemokraterne har stemt imod stramninger.

- Vi har lavet en meget omfattende række af stramninger – og nogle af dem er Socialdemokraterne imod, siger Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth.

Brede flertal bag stramninger

De to forslag, som Venstre hæfter sig ved ikke er med i optællingen, drejer sig om en genindførelse af optjeningsprincippet for flygtninges ret til børnetilskud, børne- og ungeydelse samt en afskaffelse af flygtninges adgang til at medregne bopælstid i oprindelseslandet ved beregning af folkepension.

- Den her såkaldte liste udelader nogle meget vigtige ting – blandt andet på børnepenge og pension – hvor vi har stemt for stramninger, men hvor Socialdemokraterne har været imod. Så vi har strammet mere op end Socialdemokraterne, siger Marcus Knuth.

Det at Socialdemokraterne har stemt for flere stramninger på Udlændingeministeriets område end Venstre, har givet anledning til ros fra Dansk Folkeparti, som omvendt opfordrede Venstre til at ”komme op i gear.”

Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen har i debatten om udlændingestramningerne understreget, at det er godt at stramningerne siden valget generelt er vedtaget med brede politiske flertal.

Facebook
Twitter