Vaccineplanen skrider to uger: Regeringen vil have genovervejet vragede vacciner

Samtidig skrider vaccinationskalenderen cirka to uger.

Regeringen har bedt sundhedsmyndighederne om at revurdere beslutningen om at droppe vaccinen fra Johnson & Johnson og AstraZeneca.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Samtidig fortæller Magnus Heunicke, at vaccinationskalenderen skrider yderligere cirka to uger, så de sidste danskere i målgrupperne nu først kan forvente at være færdigvaccineret et stykke inde i september. Tidligere lød det, at det sidste stik ville blive givet i midten af august.

- Meldingen er, at vaccinationskalenderen bliver forsinket med cirka fjorten dage. Set i det lys beder vi vores sundhedsmyndigheder om at revurdere vurderingen om at tage AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af vaccinationsprogrammet.

Det skyldes, at der er en forsinkelse på Moderna-vaccinerne i hele Europa.

- I juli og august er vi helt oppe på at miste 1,4 millioner doser fra Moderna, og selvom vi får 300.000 flere fra Pfizer, så går regnestykket simpelthen ikke op.

Samtidig venter man stadig på, at vaccinen fra tyske CureVac bliver godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Fokus på Johnson & Johnson

Johnson & Johnson blev oprindelig taget ud af vaccinationsprogrammet den 3. maj, efter man havde set blodpropper hos folk, der havde fået vaccinen. Vaccinen fra AstraZeneca blev sat på pause den 11. marts.

Men Magnus Heunicke understreger, at situationen nu er en anden omkring særligt Johnson & Johnson.

- Det er klart, at beslutningen om Johnson & Johnson har en måned på bagen. Dengang havde man primært foreløbig data. Nu har man langt mere data fra andre lande, der har brugt den. Samtidig har vi nu forsinkelser i vores vaccinationskalender.

Og det er lige præcis Johnson & Johnson, som sundhedsmyndighederne vil have størst fokus på.

- Det er primært relevant i forhold til Johnson & Johnson. Det er den, der er mindst problematisk i forhold til, hvad vores myndigheder har sagt, og det er den, hvor der er mest ny data at kigge på, siger Magnus Heunicke.

Men kan du forstå, hvis der er nogle, der tænker, ”den skal jeg ikke have, den er jo blevet frarådet?”

- Det er alt for tidligt at have den diskussion. Vi skal ikke tage forskud på, hvad vores sundhedsmyndigheder når frem til, siger Magnus Heunicke og fortsætter:

- Det har hele tiden været frivilligt, om man vil lade sig vaccinere, og for mig er det helt afgørende, at man har den største tillid til vores myndigheder og deres beslutning.

Fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, lyder det.

- Det skal jo vejes op på en sundhedsfaglig vægtskål, men man er også nødt til at tage højde for mistrivsel og alt muligt andet, der følger af nedlukningen, siger Martin Geertsen.

Han blev her til eftermiddag orienteret om beslutningen ved et møde med de andre sundhedsordførere. På den baggrund fortæller han, at man forventer, at den nye vurdering vil tage fjorten dage at lave.

Professor: 'Det virker lidt mærkeligt'

Beslutningen om at revurdere Johnson & Johnson undrer professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi Jan Pravsgaard Christensen.

- Det virker lidt mærkeligt, at man genovervejer noget, når situationen ikke har ændret sig. Hvis vi nu så, at mange flere var smittede, så kan jeg forstå, at man begyndte at spørge sig selv om, om ikke der var stor gevinst ved at genindføre Johnson & Johnson.

- Men jeg kan ikke rigtig se, at der er noget, der har ændret siden sidst, man lavede vurderingen, siger han.

Falder genvurderingen af vaccinen ud til Johnson & Johnsons fordel, så vil vi dog ret hurtigt kunne få den tilbage i vaccinationskalenderen, vurderer Jan Pravsgaard Christensen.

- Jeg tror faktisk, at den hurtigt kan blive en del af vaccinekalenderen igen. Vi har dem jo på lager, så vi vil nok ret hurtigt se en effekt af det.

Facebook
Twitter