Vælgerne ikke interesseret i lavere skat

Kun 23 procent af danskerne ønsker, at en ny regering sætter skatterne ned, ifølge meningsmåling.

(© colourbox)

Danskerne vender sig massivt mod skattelettelser i næste valgperiode. Under en fjerdedel af vælgerne ønsker, at en ny regering sætter skatterne ned. Det viser en meningsmåling fra Gallup, ifølge Berlingske lørdag.

Blot 23 procent af de adspurgte vil bifalde skattenedsættelser. Et stort flertal på 64 procent svarer nej.

- Omvendt støtter hele 54 procent Socialdemokraterne og SF's forslag om at indføre millionærskat for de højeste indkomster og i stedet bruge pengene på at øge beskæftigelsesfradraget for almindelige indkomster, skriver Berlingske.

K: Skat er en vindersag

Hos De Konservative udlægges resultatet af meningsmålingen positivt. Politisk ordfører Carina Christensen mener, at målingen er et bevis på, at skat er en vindersag.

- For os konservative er det ganske positivt, at næsten en fjerdedel af danskerne er enige med os i, at skatten bør sænkes yderligere, siger hun.

- Det er faktisk ganske mange, hvis man ser på, hvor politisk tabubelagt skattelettelser efterhånden er blevet her i Danmark. Hvis så mange stemte på os, så ville det være godt, siger Carina Christensen.

DF: Forunderligt

Gruppeformand i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er ikke enig i De Konservatives udlægning af meningsmålingen, og hæfter sig ved, at 32 procent af de Konservative vælgere ikke ønsker skattelettelser i næste valgperiode.

Han finder det "paradoksalt", at så mange af partiets faste støtter ikke bakker op om et af De Konservatives mærkesager og hovedkrav.

- Det er forunderligt, siger Thulesen Dahl til til Berlingske.

Professor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen er også overrasket over meningsmålingen. Han kalder tallene i målingen for "uhørt bemærkelsesværdige", fordi opbakningen til skattelettelser er så lav.