Vælgernes tillid til statsminister Anders Fogh Rasmussen som regeringsleder er faldet, efter hans familie- og forbrugerminister Lars Barfoed blev tvunget til at gå.
Ifølge en meningsmåling fra af Analyse-Danmark i avisen Urban mener 68 procent, at det har svækket statsministeren, at regeringens støtteparti Dansk Folkeparti svingede kniven over Lars Barfoed.
Foghs fornemmelse svigtede
De politiske kommentatorer Henrik Qvortrup og Lotte Hansen er ikke overraskede over vælgerreaktionen:
- Foghs legendariske, taktiske fornemmelse svigter, når han tager en mand totalt i forsvar, som han så senere må skille sig af med. Fogh har i den grad undervurderet DF's behov for at manifestere sig som andet end regeringens dikkende lammehale, siger Henrik Qvortrup, der tidligere har været Anders Fogh Rasmussens spindoktor.
Politisk presserådgiver Lotte Hansen forudser en svær tid for statsministeren, hvor han "skal være lidt af en linedanser for både at stille DF og K tilfredse, samtidigt med at han skal forsøge at vinde midtervælgerne fra Socialdemokraterne".