Antallet af sigtede udenlandske indbrudstyve fordoblet

På fem år er antallet af sigtede udenlandske indbrudstyve i Danmark fordoblet.

En stor del af de indbrudssigtede i Danmark har íkke bopæl her i landet. (Foto: Robert Hoetink © Scanpix)

Mindst en sjettedel af dem, der sigtes for indbrud i Danmark, er udlændinge, der bor i et andet land.

Det oplyser Rigspolitiet til DR Nyheder.

Ifølge dem var 17 procent de 2.845 indbruds-sigtelser i 2013 rettet mod en udlænding, som ikke har fast bopæl i Danmark.

Og Michael Ask, der er chef for Politiets Nationale Efterforskningscenter, oplyser, at de fleste af dem er østeuropæere.

- Og hvis man kigger på nationaliteterne, så er der en overepræsentation af rumænere og litauere, siger han.

Fordoblet på fem år

På bare fem år er andelen af indbrudsigtede, der ikke har adresse i Danmark, fordoblet. Fra otte procent i 2009 til 17 procent i 2013.

- Det er jo ikke noget nyt fænomen, men det er et problem, der er eskaleret - ikke bare i Danmark, men i størstedelen af Vesteuropa, siger Michael Ask.

Men problemet er ekstra stort i Danmark. Vi er det europæiske land, der oplever næstflest indbrud pr. indbygger.

- Jeg tror, det handler om, at man i visse kriminelle kredse i Østeuropa har fundet ud af, at Danmark og det øvrige Skandinavien er et rigt område med en lille tradition for at beskytte sit hjem, siger Michael Ask.

Kan kun gå ud fra sigtede

Hvor mange af de indbrud, der begås i Danmark, der reelt bliver begået af udlændinge, er umuligt at sige, da man kun kan lave statistik på dem, man fanger. Opklaringsprocenten på den type forbrydelser ligger kun på 10 til 15 procent.

- Vi har desværre kun en måde at vurdere det på, og det er dem, vi rent faktisk fanger og sigter, siger Michael Ask.

Facebook
Twitter