Eksperter advarer mod brug af kandidattest

Det vrimler med valgtest, der hjælper dig med at finde den EP-kandidat, du er mest enig med. Men flere eksperter advarer nu imod testene, fortæller DR’s Detektor.

Flere eksperter advarer mod, at man lader sig styre af de resultater, man får fra mediernes kandidattests.

Få klik med musen kan ifølge mediernes kandidattest fortælle dig, hvilken EP-kandidat du er mest enig med.

Og den hjælp har mange danskere benyttet sig af - faktisk er de tre store valgtests på henholdsvis dr.dk, b.dk og tv2.dk, der deler test med Altinget.dk, blevet taget mere end 550.000 gange, fortæller DR's Detektor.

Men ifølge flere valgeksperter bør man som vælger være varsom med at lade sig styre af resultatet fra en valgtest:

- Man skal ikke basere sig på de tests alene. Det er oplagt at tage flere tests og inddrage dem i sin vurdering. Man skal være varsom med blot at overføre resultatet til stemmesedlen, siger adjunkt på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet Morten Skovsgaard til Detektor.

Forskellige tests giver vidt forskellige resultater

Mediernes forskellige valgtests er nemlig opbygget vidt forskelligt - både antallet og typen af spørgsmål varierer, og derfor kan de give vidt forskellige resultater, der ikke nødvendigvis matcher test-brugerens holdning, advarer professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Jens Villiam Hoff.

- Nogle test vægter spørgsmål om EU's betydning for økonomi og erhvervsliv, mens andre vægter mere sociale emner. Og når der er forskellige spørgsmål, så bliver resultaterne jo forskellige, siger professoren, der selv har prøvet at tage en række tests.

- På tre forskellige tests kom jeg ud på tre forskellige kandidater fra tre forskellige partier.

Test-resultat påvirker krydset

De mange valgtests påvirker faktisk danskerne endelige beslutning, når de står i stemmeboksen, fortæller professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Jens Villiam Hoff.

I forbindelse med folketingsvalget i 2011 undersøgte han, om vælgerne blev påvirket af de resultater testene gav dem.

- Det var faktisk en tredjedel af alle dem, der tog en test, der sagde, at de fulgte dens anbefaling. Om det så betyder, at de ligefrem skifter parti, det ved vi ikke. Men vi ved, at de her test har en tendens til at begunstige fløjpartierne mere end midterpartierne, siger han, og påpeger ligesom Morten Skovsgaard, at der er vigtigt at tage flere tests.

- Hvis man gerne vil være en velinformeret vælger, så skal man tage så mange som muligt.

Politikerne rammer skævt

Detektor har bedt tre folketingspolitikere om at tage kandidattesten på henholdsvis dr.dk, b.dk og tv2.dk. Og eksperimentet viser, at de tre forskellige tests giver forskellige resultater.

Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, vil stemme på partiets kandidat Morten Løkkegaard på søndag.

Men i ingen af de tre test blev Jakob Ellemann-Jensen erklæret mest enig med Morten Løkkegaard. Testen fra B.dk vidste derimod, at Jakob Ellemann-Jensen er ligeså enig med Kristina Siig, der stiller op for De Radikale, som han er med Morten Løkkegaard.

- Det er ikke rart, men Radikal bliver jeg aldrig, understreger Jakob Ellemann-Jensen over for Detektor.

Tests kan bruges som indikator

Socialdemokraternes medlem af Europaudvalget Benny Engelbrecht ligger ifølge de tre test mere på linje med sin foretrukne kandidat Christel Schaldemose (S).

I to af de tre tests udpegede testen nemlig Christel Schaldemose som den kandidat, Benny Engelbrecht deler flest holdninger med.

Benny Engelbrecht mener, man skal være påpasselig med at lade sig guide af tests. Men han tilføjer, at de samtidig kan bruges konstruktivt.

- Man kan kun bruge de her tests til at få en lille indikator. Man kan heldigvis i alle de tre tests se, hvad de forskellige kandidater skriver om sig selv, siger han til Detektor.

Se mere om de mange kandidattests i Detektor klokken 21:00 på DR2.

Facebook
Twitter