Endeligt resultat: Sådan fordeler mandaterne sig efter EU-valget

Venstre, Socialdemokratiet og SF mister hver et mandat hjem. DF og de radikale vinder.

Dansk Folkeparti stjal deres fjerde mandat fra Venstre, som altså går tilbage. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Valget er slut, stemmerne er talt op, og der er fest hos de danske partier. Men champagnepropperne flyver højere nogle steder end andre.

Hos valgets sejrherre Dansk Folkeparti kan Morten Messerschmidt glæde sig over, at partiets mandattal er fordoblet siden seneste valg i 2009. DF vil fremover have fire mandater i stedet for to, da det lykkedes partiet at hente 26,6 procent af stemmerne hjem.

Mindre godt gik det for Venstre, som mistede et af deres tre mandater, så de nu kun sidder på to af de eftertragtede danske sæder i Europa-Parlamentet. Venstre fik 16,7 procent af stemmerne.

SF og Socialdemokraterne mister mandat

Også SF må afgive et mandat, så de nu er nede på et enkelt. De fik 10,9 procent af stemmerne, hvilket er betydeligt lavere end valget i 2009, hvor de fik 15,9 procent, men dog højere end de indledende meningsmålinger spåede dem.

Socialdemokraterne bliver det andetstørste parti med 19,1 procent af stemmerne, og selv om det giver dem tre mandater, er det et mandat mindre, end de er vant til.

De Radikale går frem

De Radikale har haft et overordentligt godt valg. Med 6,5 procent af stemmerne sikrer de sig et mandat i Europa-Parlamentet. I 2009 opnåede partiet ikke stemmer nok til en plads i parlamentet.

De sidste mandater går til Konservative og Folkebevægelsen mod EU med henholdsvis 9,2 og 8,1 procent af stemmerne.

Liberal Alliance får med 2,9 stemmer ikke nok til en plads i Europa-Parlamentet.

Stemmeprocent ligger på 56,3 procent, hvilket er et fald i forhold til 2009, hvor den lå på 59,5 procent.

OVERBLIK Få alle resultater og seneste nyt fra valget her

Facebook
Twitter