Kender du dem? Disse tre DF'ere er på vej til Bruxelles

Med opbakning fra 26,6 procent af vælgerne får Dansk Folkeparti fire mandater i Europa-Parlamentet.

Morten Messerschmidt (DF) får følge af disse tre i Bruxelles. Jørn Dohrmann, Anders Vistisen og Rikke Karlsson. (Foto: DR © DR)

Med Dansk Folkepartis succes ved europaparlamentet søndag skal tre DFere med spidskandidat Morten Messerschmidt til Bruxelles.

Og mens Messerschmidt er på alles læber, vil de tre andre nye medlemmer af Europa-Parlamentet være ret så ukendte ansigter for de fleste vælgere.

Lige nu er mere end 70 procent af de personlige stemmer talt op, og skal man følge dem, så er det Anders Vistisen, Rikke Karlsson og folketingsmedlem Jørn Dohrmann, der står til at komme ind.

Men hvem er de tre egentlig?

Kørte gratis på motorcykel

45-årige Jørn Dohrmann er automekaniker, nevø af Fremskridtspartiets tidligere gruppeformand Helge Dohrmann, han har været folketingsmedlem siden 2001 og partiets miljøordfører lige siden.

Han er ved flere lejligheder kommet galt afsted i medierne, blandt andet da han i 2005 efter pres måtte levere en motorcykel af modellen Suzuki Intruder 1500 tilbage.

Den havde folketingsmedlemmet ellers fået stillet til rådighed af importøren, og samtidig blev han af Motorcykelimportørernes Forening citeret for at sige, at et motorcykelkørekort ikke burde nødvendigt, hvis man kørte på en lille motorcykel.

Dohrmann blev beskyldt for at blande tingene sammen ved at køre gratis på motorcykel og samtidig føre trafikpolitik.

LÆS OGSÅ DFer vil rykke militæret ind mod bandekrig

Sidste år skabte Jørn Dohrmann overskrifter, da han foreslog, at politiet burde få hjælp til at styre banderne i Kolding-området.

Her sagde Jørn Dorhmann til JydskeVestkysten, at militærpolitiet, hjemmeværnet og frømandskorpset burde kunne komme i spil. Den holdning blev dog senere ændret til, at hjemmeværnet kunne hjælpe til ved eksempelvis fodbodkampe.

Ingen champagne i køleskabet

Efter Morten Messerschmidt er det lige nu nordjyske Rikke Karlsson, der har flest personlige stemmer hos Dansk Folkeparti.

Det er tredje gang, hun stiller op til europaparlamentsvalget og det nuværende personlige stemmetal på 7944 stemmer, er der altså god sandsynlighed for, at hun skal til Bruxelles.

På en telefonlinje fra en bil i Nordjylland er Rikke Karlsson overrasket.

- Er det rigtigt? 7944 stemmer indtil videre, hold da op. Jeg har faktisk ikke fulgt med, for jeg har haft møder hele dagen, siger Rikke Karlsson.

Hvem er du egentlig? Hvem er det, Dansk Folkeparti sender til Bruxelles?

- Åh, hvem er jeg? Det er et stort spørgsmål, når alt står stille oppe i hovedet på en. Jeg har en socialpædagogisk baggrund og har arbejdet med mennesker hele mit liv - både psykiske syge og adfærdsvanskelige unge, siger Rikke Karlsson.

LÆS OGSÅ: Valgforsker: Messerschmidt vil slå Nyrups rekord

Hun er mor til tre, suppleant til både Folketinget og Regionsrådet, men det er Europa-Parlamentet, hun drømmer om.

- Det er jo tredje gang, jeg stiller op, så det har været min drøm at komme derned. Det er det, der optager mig. Jeg mener, at EU for længst er kørt af sporet, for det er svært for almindelige mennesker at forholde sig til. Et EU i mere øjenhøjde er det, der kan være min styrke i Europa-Parlamentet, siger Rikke Karlsson.

Hun afviser, at noget at fejre det med allerede ligger på køl.

- Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at have en flaske champagne i køleskabet. I første omgang er jeg bare glad for det flotte valg for partiet, siger Rikke Karlsson.

DFU-formand og byrådsmedlem

Lige nu er næsten 70 procent af stemmerne talt op, og Morten Messerschmidt har allerede fået 360.848 personlige stemmer. Rikke Karlsson har fået 7944, Jørn Dohrmann har fået 5347 og Anders Vistisen har fået 6693.

Sidstnævnte er formand for Dansk Folkepartis Ungdom, byrådsmedlem i Randers og regionrådsmedlem. Og så er han bare 25 år gammel.

- Det er en stor forløsning, jeg har været meget spændt længe. Målingerne er gået i alle retninger, men det ser ikke længere ud til, at der er nogen tvivl, siger Anders Vistisen, der håber at blive et nyt pust i EU-debatten.

Dropper byrådet

Vistisen vakte opsigt sidste år, da han på DFs årsmøde holdt en tale om ”Menneskehedens største udfordring”.

Her skulle han illustrere overbefolkning i muslimske lande og brugte en gennemsigtig plastiksæk til at hælde brune kugler i.

- Vi havde de her 58 millioner mennesker i Egypten; de er der sådan set stadigvæk. Men de har fået nogle flere børn i mellemtiden. De har faktisk lige fordoblet befolkningsantallet, sådan dér; så er der faktisk lige omkring 130 millioner mennesker i Egypten. Og det støver stadig, kan man sige, sagde Anders Vistisen, der blev kritiseret for den illustration.

Efter Dansk Folkepartis kanonvalg søndag, skal Anders Vistisen med stor sandsynlighed bytte Randers ud med Bruxelles. Og så vil have give sin byrådsplads til suppleanten.

- Da vælgerne stemte mig ind, vidste de godt, at jeg ville overlade min plads, hvis det var, siger Anders Vistisen.