Kommentatorer enige: Et gigantisk skred i dansk politik

EP-valgets resultater kommer til at trække tydelige spor ind i landspolitikken, vurderer tre politiske analytikere.

Det er dagen derpå.

Dagen efter at danskerne gik til valg - et valg der vil gå over i historien som det valg, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største parti, Venstre fik en ordentlig lussing, og SF og De konservative slog deres egne historisk lave meningsmålinger.

DR Nyheder har talt med tre af Danmarks førende politiske kommentatorer på aviserne for at finde ud af, hvad valgresultaterne egentlig betyder - også i forhold til et kommende folketingsvalg.

Troels Mylenberg (Fyns Amtsavis), Thomas Larsen (Berlingske) og Hans Mortensen (Weekendavisen) kommenterer Dansk Folkepartis sejr, Venstres nederlag samt SF og De konservatives små sejre her:

Dansk Folkepartis fremgang - Et gennembrud for partiet

Hos valgets sejrherre Dansk Folkeparti kan Morten Messerschmidt glæde sig over, at partiets mandattal er fordoblet siden seneste valg i 2009.

Dansk Folkeparti vil fremover have fire mandater i stedet for to, da det lykkedes partiet at hente 26,6 procent af stemmerne hjem

Valgets resultat

Sådan fordeler stemmerne sig:

O: 26,6 %

A: 19,1 %

V: 16,7 %

F: 10,9 %

C: 9,2 %

N: 8,1 %

B: 6,5 %

I: 2,9 %

Sådan fordeler mandaterne sig:

O: 4

A: 3

V: 2

F: 1

C: 1

N: 1

B: 1

I: 0

- Det er en ny bevægelse i dansk politik, for Dansk Folkeparti stjæler stemmer fra alle retninger. Så intet er, som det var, siger chefredaktør på Fyns Amtsavis, Troels Mylenberg.

- Det er et gigantisk skred, der er foregået, vurderer Hans Mortensen fra Weekendavisen.

- Det er et gennembrud, der også vil trække spor til det landspolitiske, selv om de (Dansk Folkeparti red.) ikke vil kunne overføre det direkte, mener Thomas Larsen fra Berlingske.

De er alle tre enige om, at Dansk Folkeparti landspolitisk ikke kan se frem til at blive Danmarks største parti ved næste folketingsvalg, men at dette valg har gødet jorden for et endnu bedre folketingsvalg, end Dansk Folkeparti ellers kunne se frem til.

- Det her resultat gavner næsten DF mere landspolitisk end i EU, fordi de ikke har så stor medindflydelse i den gruppe, de sidder i dernede. men herhjemme har de formået at forandre den danske debat. Og det er meget interessant, siger Troels Mylenberg.

Han tilføjer, at Dansk Folkeparti med dette valg igen har vist, at det ikke udelukkende er et protestparti, men kan sidde med om bordet sammen med de store etablerede partier.

Thomas Larsen hæfter sig ved, at valgsejren sker, efter at partiet er gået frem i meningsmålingerne igennem det seneste stykke tid.

- Så ved at vinde det her valg, når partiet et nyt niveau, og det kommer til at slå igennem, siger Thomas Larsen.

Kampen om magten i Danmark er for mig at se fuldstændig åben nu, og selvfølgelig spiller Dansk Folkeparti en stor rolle

Troels Mylenberg, chefredaktør Fyns Amtsavis

- Kampen om magten i Danmark er for mig at se fuldstændig åben nu, og selvfølgelig spiller Dansk Folkeparti en stor rolle, siger Mylenberg.

Alle tre kommentatorer er enige om, at Dansk Folkepartis massive vælgertilslutning skyldes en kombination af flere ting.

De nævner alle tre de strømninger af EU-skepsis, der strømmer gennem både Danmark og Europa, mens de også hæfter sig ved, at vælgerne mangler alternativer.

- I meningsmålingerne har vi set, at vælgerne hverken foretrækker Løkke eller Thorning som statsminister, så det er i høj grad nok også et fravalg, vurderer Hans Mortensen.

Venstres lussing - Kan blive meget alvorligt

I modsætning til Dansk Folkeparti blev Venstre valgets taber. Partiet mistede et af dets tre mandater, så de nu kun sidder på to af de eftertragtede danske sæder i Europa-Parlamentet. Venstre fik 16,7 procent af stemmerne.

Kommentatorerne er enige om, at Venstres tilbagegang skyldes formand Lars Løkke Rasmussens bilagssag, der har fyldt i medierne gennem de seneste uger op til valget.

Og Hans Mortensen er heller ikke i tvivl om, at valgnederlaget kan sætte Venstre endnu dårligere hos vælgerne.

- Venstre har reddet på en bølge af succes, og man har set, hvordan succes har avlet mere succes, men omvendt avler fiasko også mere fiasko, siger han og tilføjer:

Søndag aften sagde Løkke til sine medlemmer, at ansvaret for det dårlige valg ligger hos ham. (Foto: Scanpix © Scanpix)

- Det her kan blive meget alvorligt for Venstre, og det kan blive svært for dem at vende skuden igen.

Allerede søndag aften gik Løkke ud og sagde, at han tog ansvar for det dårlige valg. Et overraskende træk, vurderer Troels Mylenberg.

- For når han tager ansvaret så markant, som han gør, så gør han det til en hjemlig sag, siger Mylenberg og mener, at Venstre med det er slået tilbage til start.

- Partiet bliver nødt til at arbejde hårdt nu, siger han.

SF og Konservatives små sejre - Nedturen er ved at vende

Både SF og De konservative går tilbage. Men i forhold til meningsmålingerne gennem de seneste måneder står begge partier med et bedre resultat, end de var blevet spået.

SF fik 10,9 procent af stemmerne, men må afgive et mandat, så de nu er nede på et enkelt. De konservative fik 9,2 procent af stemmerne og lander også på et mandat.

- SF kan ånde lettet op, deres nedtur er ved at vende. De opfatter nærmest det her som en sejr, fordi de måske havde forventet noget værre, siger Hans Mortensen.

De små såkaldte sejre hos de to partier kan ifølge kommentatorerne være en fordel for dem til det kommende folketingsvalg.

Søndag aften sagde Løkke til sine medlemmer, at ansvaret for det dårlige valg ligger hos ham. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

- Begge partier har fået fyldt benzintanken og er fyldt med selvtillid, siger Troels Mylenberg og hæfter sig især ved SFs vælgertilslutning.

- For ikke så lang tid siden talte man om, hvorvidt partiet overhovedet kunne overleve. Nu har de fået 10 procent af stemmerne. Det er en meget imponerende genrejsning, fortsætter Mylenberg.

I forhold til De konservative er kommentatorerne mere i tvivl om den landspolitiske effekt. For til Europaparlamentsvalget har Bendt Bendtsen været populær, forklarer de.

- Han er blevet belønnet, fordi han er en af de politikere, folk kender. Det er et skulderklap til Bendt Bendtsen, men spørgsmålet er så, om Lars Barfoed kan udføre samme præstation, og det er tvivlsomt, siger Thomas Larsen.

Se alle valgresultaterne her.