Messerschmidt: Min kalender er fyldt med besøg fra lobbyister

Morten Messerschmidt medgiver, at kritikerne har en pointe i forhold til indflydelse i Europa-Parlamentet, men mener ikke, de har helt ret.

- Hvis man går ind og ser på, hvad jeg har lavet i mit udvalg, så er der masser af rapporter, hvor jeg har været ordfører, og hvor jeg har siddet med ting i forhold til det indre marked og åbenhed, og der har jeg faktisk indflydelse ligesom alle andre, siger Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt. (Foto: Mads Nissen © Scanpix)

Kritikken er hård fra både eksperter, lobbyister og interesseorganisationer, der alle som én anklager Dansk Folkeparti for ikke at have nogen indflydelse i Europa-Parlamentet.

Og det på trods af at partiet lige nu står til at få flest stemmer i Danmark ved parlamentsvalget 25. maj.

Det fremstormende danske parti sidder nemlig i den EU-skeptiske gruppe EFD, der er splittet i halvdelen af alle afstemninger. Derfor er det småt med samarbejdet med de andre grupper.

Og kritikerne har faktisk en pointe, medgiver Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt:

- Når det kommer til alt det overordnede, som definerer, hvor EU skal bevæge sig hen, for eksempel i forhold til euroen, nye medlemslande og budgetterne. Der lægger jeg mig fladt ned og siger: Der har vi ikke den store indflydelse, for vi er jo i mindretal, siger han.

Det handler ifølge Morten Messerschmidt om, at det store flertal af parlamentarikere i de andre grupper vil noget andet end det, som Dansk Folkeparti kæmper for i Europa-Parlamentet.

Dansk Folkeparti: Har indflydelse på daglig lovgivning

Men det er vigtigt at skille tingene ad.

For når det kommer til dagligdagslovgivning, så gør det ingen forskel, hvilken gruppe man sidder i, forklarer Morten Messerschmidt.

- Hvis man går ind og ser på, hvad jeg har lavet i mit udvalg, så er der masser af rapporter, hvor jeg har været ordfører, og hvor jeg har siddet med ting i forhold til det indre marked og åbenhed, og der har jeg faktisk indflydelse ligesom alle andre, siger han.

Lobbyister: vi går aldrig til Dansk Folkeparti

Hverken lobbyister i Bruxelles eller interesseorganisationer som Dansk Erhverv og Fagforbundet 3F går til Dansk Folkeparti og EFD-gruppen.

De har nemlig ikke nok indflydelse, fortæller Dansk Erhverv:

- De sidder ikke med i de kompromiser, der bliver lavet i Europa-Parlamentet, så de har ikke indfyldelse til at ændre EU-lovgivningen. Vi har ikke ressourcer til at gå efter en bold, der ikke er spil. Der kommer meget lovgivning fra EU, siger europapolitisk chef Kasper Ernest.

Samme toner lyder fra fagforeningen 3F's EU-konsulent Lars Lyngse, der ikke en eneste er gået til Dansk Folkeparti med en sag.

- Den politiske gruppering er meget sammensat, så man ved aldrig, hvilken retning de trækker i. For os er det et spørgsmål om, hvor vi rent faktisk får indflydelse, og det gør vi blandt de samarbejdspartnere, der har en partidannelse, siger han.

Men Morten Messerschmidt afviser, at lobbyisterne altid går uden om ham i Europa-Parlamentet.

- Jeg kan gennemgå min kalender for de seneste fem år, og der har altså både været lobbyister, erhvervsfolk og fagbevægelsen forbi. Og det er selvfølgelig fordi, at på en række områder er det muligt for mig at mobilisere min gruppe og sige, nu stemmer vi på den måde, siger han.

En splittet gruppe

Problemet med gruppen EFD, som Dansk Folkeparti sidder i, er ifølge Sara Hagemann, forsker i EU-politik ved London School of Economics, at den indeholder partier med mange meninger.

- Hvis man kan stå og sige, at man har hele sin partigruppe bag sig og samlet vil bakke op om et givent lovforslag, står man selvfølgelig stærkere.

Mens EFD ifølge statistikken er splittet i cirka halvdelen af afstemningerne, stemte eksempelvis den grønne og den socialdemokratiske gruppe sammen i mere end 90 procent af afstemningerne fra 2009 til i dag.

Det betyder, at de øvrige politiske grupper i parlamentet ikke ser Dansk Folkepartis gruppe som en samlet enhed - og derfor heller ikke som en vigtig samarbejdspartner, vurderer Sara Hagemann.

- Forlig bliver forhandlet hen over midten, og yderfløjene kører faktisk lidt deres eget løb, siger hun.

Facebook
Twitter