Nej-stemmerne: Vi er alle sammen kede af det

Forbundet af it-professionelle ærgrer sig over, at danskerne har stemt ja til patentdomstolen.

Da danskerne søndag gik til stemmeurnerne, blev det er klart ja til patentdomstolen - et resultat, der kan koste ideer og gøre softwareløsninger dyrere, mener skeptikere. (© Scanpix)

Det ærgrer flere modstandere af patentdomstolen, at det søndag blev et klart ja til den europæiske domstol.

- Det er ærgerligt, at det er blevet vedtaget på den måde. For der er stadig en række ubesvarede spørgsmål omkring domstolen, som burde have fået os til at reagere på en anden måde, siger formanden for forbundet af it-professionelle, Niels Bertelsen.

- Uagtet hvor mange der stemmer ja, er der jo stadig et problem, siger han.

Resultatet betyder, at innovative danskere og virksomheder fremover skal søge deres patenter hos den fælles europæiske domstol frem for den danske.

- Det er ikke godt, fordi patenter på software er patenter på ideer, og det betyder, at man kan forhindre udvikling eller gøre det dyrere at udvikle, mener Niels Bertelsen.

Kan være svært at forstå

Men valgresultatet var ikke til at tage fejl af.

62,5 procent af vælgerne stemte ja, mens 37,5 procent satte kryds ved et nej.

Niels Bertelsen mener, at resultatet blandt andet skyldes, at det er svært at forstå diskussionen om patentdomstolen.

- Det er ikke en sag, der har været voldsom stor folkelig opbakning omkring - også fordi det er svært teknisk at forstå. Så derfor har det også været nemt at hælde til ja-sigerne, mener Niels Bertelsen og refererer til, at flere store virksomheder også har meldt sig på ja-siden.

Software-firma: Det bliver dyrere

Men hos flere små it-virksomheder er stemningen tynget, mener Prosa-formanden. Og det nikker direktør i software-firmaet Divendo, der har fem ansatte, genkendende til.

- Det er vi alle sammen kede af, siger direktør Charlie Nielsen og understreger, at det i sidste ende kommer til at koste for kunderne.

- Vi står nu i en situation, hvor vi ikke ved, hvilke rettigheder vi har. Og det betyder, at vi skal have en advokat på vores sager for at foretage en juridisk gennemgang, siger han.

- Det vil unægteligt betyde en højere regning for slutforbrugerne, at vi skal have et ekstra led på i form af en advokat i produktionen, siger direktør Charlie Nielsen.

Vil kæmpe videre

På trods af nederlaget med det klare ja fra danskerne, vil Prosa kæmpe videre for at mindske patentdomstolens indflydelse.

- Vi vil forsøge, om vi kan påvirke patentdomstolen nu. For den er ikke nedsat endnu, så der er stadig en mulighed for at påvirke den i forhold til de paptentområder, som vi ikke ønsker skal patenteres - herunder software, siger han.

Danmark bliver det 26. EU-land, som deltager i patentdomstolen. Stemmeprocenten i Danmark endte på 55,8 procent.