OVERBLIK Her er sagerne, der prægede valgkampen

Tyvebander, børnecheck og svin. Få genopfrisket, hvad valgkampen op til europaparlamentsvalget har handlet om.

Folketingets valgvideo, hvor Voteman bruger vold til at få unge sofavælgere i stemmeboksen, skulle tages med lidt humor, mente Folketingets formand Mogens Løkketoft. Han blev dog senere tvunget til at trække video tilbage.

Otte partier og alle deres kandidater, der smider om sig med forslag og meninger. Det kan være svært at skelne dem fra hinanden - og ikke mindst huske dem.

Med et kryds på søndag til europaparlamentsvalget slutter flere ugers intens valgkamp, her er et overblik over de emner, der har sat dagsorden.

* Udenlandske tyvebander

Mere end 1100 udenlandske statsborgere sidder lige nu i fængsel i Danmark. 90 af dem har domme på mindst seks måneders fængsel, og flere kandidater til Europa-Parlamentet har brugt tallet i deres valgkamp.

De Konservatives Bendt Bendtsen har kørt valgkamp med udgangspunkt i problemet med udenlandske tyvebander, og på TV har spidskandidaten vist sit fort frem derhjemme. Han har sikret sit hus med alarmer og kamera for at undgå indbrud.

* Social dumping

Social dumping er ikke særligt social, har et SF-slogan lydt i valgkampen. Men spidskandidat Margrete Auken og hendes parti er ikke de eneste, der har haft social dumping på dagsordenen.

Socialdemokraternes Jeppe Kofod har opfordret Danmarks kommende EP-medlemmer til at skrive under på at kæmpe for strejkeretten for at forhindre løndumping.

Under valgkampen blev DR-Dokumentaren 'Østeuropæernes bagmænd' vist og her kom det frem, at østeuropæiske arbejdere i Danmark risikerer at havne på en sort liste, hvis de melder sig ind i en fagforening.

Dokumentaren fik blandt andet SF til at melde vikarbureauet Atlanco Rimec til politiet.

* Børnecheck og genoptjening

Debatten om børnecheck hører egentlig ikke specifikt valgkampen til, for diskussionen startede for flere måneder siden.

På Christiansborg har politikerne længe skændes om, hvem der har ret til dansk børnecheck og hvornår.

Naturligvis har det spørgsmål optaget EP-kandidaterne, for det er EU-Kommissionen, der sidste år sendte en henstilling til Danmark om, at det såkaldte optjeningsprincip kan være i strid med EU-reglerne, fordi man ikke kan tvinge EU-borgere til bo- og arbejdspligt alene i Danmark.

Den henstilling betød, at Danmark siden sommer 2013 i stedet har udbetalt børnecheck uden at tage højde for optjeningsprincippet.

Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative fastholder, at der bør være et optjeningsprincip, også selv om det må koste en tur forbi EU-domstolen for at prøve lovligheden af.

Liberal Alliances spidskandidat Christina Egelund mener, at genoptjeningen bør være på fem år og ikke to, som resten af blå blok.

Omkring 9000 udlændinge fra EU-lande bosat i Danmark fik i 2012 udbetalt i alt 165 millioner kroner i børnecheck. Heraf 4500 svenskere, 3000 polakker, 500 tyskere og 1000 fra andre EU-lande.

Samtidig hævede danske forældre børnecheck i Tyskland for knap 50 millioner kroner.

* En tegnefilm med vold og blowjob

Valgkampen var knap nok skudt igang, før Folketinget måtte fjerne deres officielle valgvideo rette mod unge fra internettet.

I filmen har tegneseriefiguren Voteman sex med flere kvinder og han bruger vold til at få unge førstegangsvælgere til at stemme.

Få timer nåede filmen er ligge online, før politikere fra samtlige partier blev forargede og bad Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), om at fjerne den.

* Grænsebomme

Spidskandidaterne har også brugt valgkampen til at hive en anden gammel sag frem; grænsebommene.

Her er det Venstres Ulla Tørnæs, der har fået held til at genbruge tidligere fremlagt Venstre-politik: Venstre har under valgkampen sagt, at de ikke vil støtte Dansk Folkepartis ønske om at opsætte grænsebomme ved Danmarks grænser.

* Løkke fik betalt tøj og flybilletter

For Venstres kandidater til Europa-Parlamentet har et andet emne fyldt mod deres vilje.

Med bare to uger til valget kom det i Ekstra Bladet frem, at Venstre har betalt mere end 150.000 kroner for jakkesæt, bælter, skjorter og underbukser til partiformanden.

Herudover har partiet også betalt for flybilleter til Lars Løkke Rasmussens familie.

Det har fået en række Venstre-kandidater til at beskylde Løkke og hans bilag for at tage fokus fra valget.

Facebook
Twitter