Professor om patentdomstol: Derfor kan et nej blive et ja

Et simpelt flertal mod patentdomstolen er ikke nok til at forkaste den. Mindst 30 procent af de stemmeberettigede vælgere skal sige nej for at Danmark ikke går med i den europæiske patentdomstol, påpeger professor.

Professor Marlene Wind. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Når vi danskere går til folkeafstemninger, er det normalt flertallet, der bestemmer.

Men hvis valgdeltagelsen er lav, når vi 25. maj skal stemme om den europæiske patentdomstol, er det ikke nødvendigvis tilfældet.

Faktisk kan det ende med, at Danmark tilslutter sig aftalen, selvom flere danskere siger nej end ja.

Et flertal i Folketinget har nemlig allerede besluttet, at Danmark skal tilslutte sig den europæiske patentdomstol. Det blev vedtaget ved 3. behandling 29. april.

Dermed handler folkeafstemningen 25. maj i virkeligheden om, hvorvidt folketingspolitikernes beslutning skal gøres om, fortæller professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik, Marlene Wind.

- Det betyder faktisk, at danskerne ikke skal godkende, at vi går med i patentdomstolen, vi skal tage stilling til, om folketingets beslutning om at gå med skal forkastes, siger hun til DR Nyheder.

30 procent er grænsen

Og det gør en stor forskel, forklarer Marlene Wind. For det er Grundlovens bestemmelser om folkeafstemninger, som giver befolkningen mulighed for at sige fra over for et lovforslag, som et flertal i Folketinget har vedtaget, men Grundloven stiller samtidig krav om en vis stemmedeltagelse, før folketingets beslutning kan blive trumfet.

Det vil sige, der skal være mindst 30 procent, som siger nej, før forslaget kan forkastes, siger Marlene Wind.

I praksis betyder det ifølge professoren, at selvom eksempelvis 15 procent af de stemmeberettigede siger ja til patentdomstolen, mens 29 procent siger nej - så bliver det alligevel et ja. For i det tilfælde er stemmedeltagelsen på nej-siden ifølge grundloven for lille.

Det betyder, at der skal en ret stor mobilisering til, som bevidst er så meget imod den her domstol, at man går hen og stemmer nej. For hvis ikke man gør det, så bliver patentdomstolen godkendt.

DF og Enhedslisten udløste afstemning

Grunden til, at det overhovedet er nødvendigt med en folkeafstemning findes også i Grundloven.

Her står, at der skal udskrives folkeafstemning ved suverænitetsafgivelse, medmindre fem sjettedele af Folketinget kan blive enige om at acceptere suverænitetsafgivelsen.

Det kan de ikke. For både Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod patentdomstolen, og deres samlede mandatantal udgør mere end en sjettedel af mandaterne i Folketinget.

Flertal stemmer ja

Indtil videre ser det dog ud til, at et flertal i danskerne er enige med Folketingets beslutning om at tilslutte sig den europæiske patentdomstol.

I den seneste måling, Epinion har lavet for DR Nyheder, svarer 47 procent, at de ville stemme ja, hvis folkeafstemningen blev afholdt i morgen. Kun 18 procent siger, at de vil stemme nej, mens 31 procent er i tvivl. Fire procent vil hverken stemme ja eller nej.

Facebook
Twitter