Rina Ronja: Vi sender 13 EU-skeptikere til Bruxelles

Stolt spidskandidat glæder sig over, at Folkebevægelsen mod EU genvinder mandat.

Rina Ronja Kari holder tale på Søpavillonen i København. (© DR)

- Vi har fået det bedste valg i 20 år, siger spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari, i en tale til sine 'aktivister' på Søpavillonen ved søerne i København.

Spidskandidaten har holdt sig væk fra medierne hele aftenen, men sagde kort til DR Nyheder før hun begav sig ud i talen, at hun glæder sig over det ene mandat, som prognoserne forudser.

- Det er dejligt at genvinde vores mandat. Det er jeg rigtig stolt over, lyder det fra Rina Ronja Kari.

Et hold af EU-skeptikere

Hun vil ikke kommentere på prognosernes store fremgang til Dansk Folkeparti, som også er et EU-skeptisk parti.

Men i sin tale tager hun fat på EU-skepsissen, som hun ikke mener har begrænset sig til de to partiers valgkampagner:

- Hvis man skal tro på det, der er blevet sagt de seneste uger, så sender vi et hold af 13 danskere, der er utroligt EU-skeptiske til EU-parlamentet. Og hvor ville det være dejlig, hvis det var rigtigt, for det er der virkelig brug for, siger Rina Ronja Kari.

Facebook
Twitter