Tørnæs til Messerschmidt: Det er brok brok brok fra dig

Spørgsmålet om, hvorvidt EU skal fylde mere eller mindre bragte sindene i kog under Demokratiets aften.

Provokatøren Morten Messerschmidt fik de øvrige paneldeltagere op i det røde felt under Demokratiets Aften. (Foto: DR © DR)

Skal EU bestemme mere eller mindre?

Det dilemma fik de otte spidskandidater op i det røde felt under debatten i Demokratiets aften på DR 1.

Morten Messerschmidt startede ballet med en svada til resten af panelet på spørgsmålet om dansk børnecheck eller ej til EU-borgere, der arbejder i Danmark og sender danske børnepenge til deres hjemland.

- Hvornår har I nogensinde sagt til danskerne, at der var konsekvenser ved traktaten? I har aldrig sagt det. I har løjet hele vejen, og derfor er det eneste hæderlige da, at vi får et forbehold på de her områder.

Brok brok brok

Det fik Venstres Ulla Tørnæs til at afbryde Dansk Folkepartis spidskandidat.

- Nu er Morten Messerschmidt virkelig i sit es. Brokke brokke brokke og ingen løsninger på de løsninger, vi står overfor. Det er Morten Messerschmidt i en nøddeskal, sagde Ulla Tørnæs.

Tre af politikerne stemte ja til, at EU generelt skal bestemme mere.

Ja-stemmerne var Margrethe Auken (SF), Morten Helveg Petersen (R) og Jeppe Kofod (S).

Morten Messerschmidt (DF), Bendt Bendtsen (K), Ulla Tørnæs (V), Christina Egelund (LA) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU) stemte nej.

Publikum ikke i tvivl

Blandt de 500 danskere, der var repræsentativt udvalgt til at stemme med via Gallup, var der ligeledes et flertal af nej-stemmer. 70 procent stemte nej, mens 30 procent stemte ja.

Debatten om EU's indflydelse kom foruden velfærdsydelser til at handle om kemi i vores hverdag, hvor Jeppe Kofod satte et hårdt angreb ind på de borgerlige.

- Vi skal have mindre kemi i vores legetøj. Og netop det her emne viser forskellen på, om man har et borgerligt eller et socialdemokratisk parlament. De borgerlige stemmer med kemiindustrien. Socialdemokraterne stemmer med forbrugerne, sagde Jeppe Kofod.

Bendt Bendtsen rystede på hovedet og udtrykte sin uenighed med hele sit kropssprog.

Og med det sluttede en times debat med de otte spidskandidater til europaparlamentsvalget.

Facebook
Twitter