Ældre får ble på for at spare toiletbesøg

Hver sjette SOSU-medarbejder oplever mindst én gang om ugen, at ældre borgere får ble på, selvom det ikke er nødvendigt.

Hver sjette SOSU-medarbejder oplever mindst én gang om ugen, at ældre borgere får ble på, selvom det ikke er nødvendigt. (© Scanpix)

Flere ældre på landets plejehjem og i hjemmeplejen får ble på, selvom de ikke har brug for den.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af fagforbundet FOA blandt 934 social- og sundhedshjælpere.

Her svarer 17 procent af de adspurgte SOSU-medarbejdere, at de mindst én gang om ugen oplever en ældre borger få ble på, fordi der ikke er tid til at hjælpe vedkommende på toilettet.

Behov for flere hænder

Det er helt uacceptabelt, mener formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr.

- Det er uværdigt, og så er der også meget større risiko for, at de får infektioner og blærebetændelse, når de har ble på, siger hun til DR Nyheder.

Hun mener derfor, at det er nødvendigt at kigge på normeringen indenfor den kommunale ældresektor. Der er simpelthen behov for mere personale, lyder det.

- Jeg ved godt, det kommer til at koste penge, men i den anden ende kommer det også til at koste penge, at ældre bliver syge og måske bliver indlagt, fordi de ikke får den pleje og omsorg, som de skal have, siger Karen Stæhr.

Ble må aldrig erstatte toiletbesøg

I Kommunernes Landsforening (KL) er formand for Social- og Sundhedsudvalget, Anny Winther (V), rystet over, at "så mange ældre får ble på, selvom de ikke har behov for det".

- En ble må aldrig nogensinde blive en erstatning for et toiletbesøg, og det synes jeg, man skal holde sig for øje, når man er i plejesektoren, siger Anny Winther.

Ifølge ekspert i inkontinens overlæge Gunnar Lose fra Herlev Hospital, der har arbejdet med emnet i 30 år, bruger op mod 80 procent af alle ældre på danske plejehjem ble.

Han fortæller til DR Nyheder, at risikoen for at få blærebetændelse inden for et år er fire gange så stor, hvis personalet giver de ældre ble på.

Har du nogle oplevelser med pårørende, der bruger ble, så vil vores redaktion gerne høre fra dig på inkontinens@dr.dk.

#kv13

Facebook
Twitter