Biografer dropper højreradikal valgvideo

To biografer i Danmark vil ikke vise en valgvideo fra Danskernes Parti efter klager.

Lederen af det højreekstreme parti, Danskernes Parti, Daniel Carlsen, mener, at biograferne udøver censur. (© DR)

Klager fra biografgængerne får flere biografer til at droppe en valgreklame fra det højrenationalistiske parti, Danskernes parti.

Det er blandt andre biograferne i Hjørring Biocenter og Panorama biografen i Fredericia, der har har fjernet valgvideoen fra lærredet. De har i stedet valgt at betale pengene tilbage til partiet.

Klagerne mener videoen er ekstremistisk

Valg-reklamefilmen varer i 39 sekunder og viser ni kandidater. De udtaler sig alle om Danmark for danskere. Blandt andet mener partiet, at integration er positiv særbehandling. Det skal stoppes, lyder det.

Rikke-Kirstine Grepperud er direktør i den nordjyske biograf. Hun siger, at klagerne mener, at Danskernes Parti er højreekstremistisk. Det fortæller hun til P4/Nordjylland.

Reklamen blev booket i foråret og nåede kun at køre i de to biografer i en uges tid.

- Reklamen har været en rød klud i hovedet på folk, der derfor har klaget, fortæller Brian Sørensen til P4/Nordjylland. Han er direktør i FS2 Reklame, der står for biografens reklamer.

Politikere: Det er censur

I Danskernes Parti er beslutningen modtaget med vrede.

I en fælles udtalelse på partiets hjemmeside siger byrådskandidat i Fredericia Morten Schjetne, byrådskandidat i Hjørring Morten Borup og partileder Daniel Carlsen, at Danskernes Partis politiske modstandere er bange for partiets fremgang.

-Danskernes Parti er i vækst, og vi fører en professionel valgkamp på lige fod med etablerede partier. Det skræmmer vores politiske modstandere, hvilket åbenbart åbner op for udemokratiske metoder, hvor man gerne vil tillade nogle holdninger, men udelukke andre, udtaler de.

Daniel Carlsen er kendt for sine nynazistiske holdninger.

Indtil videre har lidt over 21.000 set valgvideoen på Youtube.

FacebookTwitter