Chip-ble kalder for 83-årige Lilly

Et plejehjem på Fyn har netop afsluttet det første forsøg med en intelligent ble.

Lilly Pedersen er dement og har intet sprog. Derfor er hun med i en forsøgsordning, hvor en chip i bleen fortæller personalet på plejehjemmet i Aarup på på Fyn, hvornår hun skal skiftes. (© DR)

Et lille stykke af fremtiden har i 10 dage været afprøvet på et plejehjem i Aarup på Fyn.

Her har 10 af de demente beboere fået en såkaldt chip-ble på som giver besked til personalet, når det er tid til at skifte.

Bleer og ældre

Hvert år køber kommunerne 98 millioner voksenbleer for i alt 190 millioner kroner.

Cirka 75 procent af landets plejehjemsbeboere går med ble.

I Danmark er der ifølge kontinensforeningen 400.000 inkontinete borgere.

Kilder: Institut for Klinisk Medicin Københavns Universitet, Kontinensforeningen, økonomiske nøgletal, BCA Hygiene Products A/S

En af dem er 83-årige Lilly Pedersen, der har fået amputeret det ene ben og har mistet sit sprog. Derfor er hun helt afhængig af at bruge ble.

- Jeg tror det betyder rigtig meget for min mor, at personalet får et lille 'bib', hvis hun har lavet i bleen, for så kan de være her fem minutter efter, og så skal hun ikke sidde længe med det, siger Lilly Pedersens datter, Ellen Pedersen.

DR Nyheder har i de sidste par dage fortalt om store problemer med bleer i ældreplejen, blandt andet at mange ældre sidder for længe i den samme ble.

Og måske kan chip-bleen være en af løsningerne. Den fungerer nemlig på den måde, at den sender en besked af sted til personalets vagttelefon, når der er noget i bleen.

Chipbleen er endnu ikke færdigudviklet, så i prøveperioden har personalet sat en slags intelligent plaster og en boks på en almindelig ble. Plasteret opfanger når bleen er brugt, og derefter sender boksen beskeden videre til personalet. Derudover kan boksen også samle en masse data om, hvornår og hvor meget bleen bliver brugt. Målet er, at oplysningerne kan bruges til at hjælpe de ældre på toilettet på de tidspunkter, som er nødvendige.

Det handler om værdighed

Ellen Pedersen gik med til, at hendes mor kunne være en del af forsøget, fordi der før har været mange ubehagelige oplevelser.

- Min far har oplevet, at hun ligger inde i sengen og er smurt ind i sin egen afføring. Det er ganske uværdigt og ubehageligt. Både for ham og for hende. Det mener jeg, at vi med denne ble kan blive fri for, siger hun.

Og plejehjemslederen i Holmeby Plejecenter, hvor Lilly Pedersen bor, er heller ikke i tvivl om, at bleen vil hjælpe rigtig mange ældre.

- Der bliver jo flere og flere ældre, og der bliver i hvert fald ikke flere medarbejdere til at hjælpe de ældre. Så er vi nødt til at tage den teknologi i brug, som vi har mulighed for. Chip-bleen ser jeg virkelig som en stor mulighed, siger Annemarie Havndrup til DR Nyheder.

Find din kandidat

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget 19. november? Så tag DR's KANDIDAT-TEST og find ud af, hvem du er mest enig med.

Mest af alt handler det om værdighed, mener hun.

- Det kan være ret grænseoverskridende for de ældre, at vi skal gå og kigge i bleen hele tiden, men det bliver vi fri for med chip-bleen, hvor vi får besked hver gang, siger Annemarie Havndrup.

For nogle kan det måske betyde, at de ikke skal bruge ble så ofte.

- Det hjælper os jo til at finde et mønster, så vi kan se, hvornår borgeren skal på toilettet, så kan vi i sidste ende mindske bleforbruget, siger Annemarie Havndrup.

Producenten bag den intelligente ble regner med at sende de første masseproducerede clip-bleer på markedet næste år.

Har du nogle oplevelser med pårørende, der bruger ble, så vil vores redaktion gerne høre fra dig på inkontinens@dr.dk.

#kv13 #assenspol