DF tabte Guldborgsunds borgmesterkæde på gulvet

Det bliver ikke i Guldborgsund Kommune, at Dansk Folkeparti får sin første borgmesterpost.

Dansk Folkepartis spidskandidat i Guldborgsund, Rene Christensen, kan ikke skjule skuffelsen over, at det ikke blev til en borgmesterpost i denne omgang. (© DR)

Det lykkedes ikke for Dansk Folkepartis spidskandidat i Guldborgsund, Rene Christensen, at erobre den borgmesterkæde, som partiet brændende har ønsket sig, efter målinger har tydet på, at det kunne blive partiets første.

I stedet endte han med at indgå en aftale med den siddende borgmester John Brødder fra Guldborgsundlisten.

- Vi lagde arm, men jeg kunne ikke tælle til de 15 mandater, siger en tydeligt skuffet Rene Christensen.

Han sætter sig i stedet på posten som 1. viceborgmester i kommunen.

Måtte ikke få succes

Rene Christensen vil ikke fortælle, hvilke politikere der ikke ville pege på ham som borgmester, men han er ikke i tvivl om hvorfor.

- Det her ville blive en stor succes for Dansk Folkeparti, og jeg kunne jeg godt mærke, at der var nogen, der var bundet oppe fra. Det var ikke mig, det handlede om, men mere at partiet ikke skulle have den succes, siger han.

DF gik ved valget frem med to mandater og fik dermed syv mandater i alt. Det gode valg, gør Rene Christensen ekstra skuffet.

- Den var ikke så langt væk, men den var der heller ikke. Og selvfølgelig er man altid skuffet, når man ikke får mere ud af et kanonvalg, som vi har haft, siger han.

Kommunens største parti blev Socialdemokraterne som gik to mandater frem til ni mandater, mens borgmesterpartiet Guldborgsundlisten får seks mandater.

Facebook
Twitter