Dobbelt så mange valgplakater

Der bliver kamp om lygtepælene, når partierne i nat må hænge deres valgplakater op.

Der kan blive rift om pladserne til valgplakaterne til dette kommunalvalg, efter at reglerne er blevet lempet. (Foto: © Jakob Volf, DR Nordjylland)

Valgplakaterne kan komme til at hænge ekstra tæt op til det kommende kommunalvalg.

Siden kommunalvalget i 2009 er reglerne for ophængning af valgplakater nemlig blevet lempet. Kandidaterne skal ikke længere sende en ansøgning til kommunen, og derfor er der frit spil i forhold til, hvor mange plakater, de kan hænge op.

Og det har man mærket hos Lasertryk.dk, som er landets største leverandør af valgplakater. Her har de til dette valg trykt 150.000 valgplakater. I 2009 trykte de kun 69.000. Dermed har de mere en fordoblet deres produktion.

- Det kan sagtens have noget at gøre med lempelsen af reglerne, siger en tilfreds direktør på Lasertryk.dk, Anders Grønborg. 

Flere plakater

Også i Nordjylland bliver der kamp om de bedste lygtepæle, når partierne fra midnat natten til lørdag må hænge plakater op.

En af de politikere, som er klar til at sætte ekstra mange valgplakater op i år, er Christina Lykke Eriksen, SF's spidskandidat i Frederikshavn Kommune.

Hvor hun ved kommunalvalget i 2009 hængte 25 plakater op, har hun denne gang opgraderet til 100.

- Jeg tror, at der bliver rift om lygtepælene denne gang. Nu må vi se, om der bliver lygtepæle nok, siger hun.

Selv om kandidaterne til kommunalvalget ikke længere skal ansøge kommunen om at hænge plakater op, så er der stadig en lang række regler for, hvor man må hænge dem.