Frank Jensen: Københavnerne skal betale for gratis parkering

Trængselsproblemerne i hovedstaden kan afhjælpes med 'park & ride'-anlæg i nabokommunerne, og dem skal københavnerne betale, mener overborgmester.

Borgerne i København skal betale for gratis parkeringspladser i oplandet til byen, lyder forslag fra borgmesteren. (Foto: Ingelise Carlsen)

Borgerne i København skal betale for gratis parkeringspladser i omegnskommunerne.

Sådan lyder det opsigtsvækkende forslag fra Københavns overborgmester, Frank Jensen(S).

Det er den bedste måde at få pendlerne til at stille bilen og tage toget og dermed løsne op for trængslen, siger Frank Jensen.

- Jeg ved godt, at det kan lyde kontroversielt at bruge penge på parkeringspladser i andre kommuner, men jeg mener simpelthen, at vi er tvunget til at tænke nyt, hvis vi skal bekæmpe trængslen og den luftforurening i København, som alt for mange københavnere dør for tidligt af.

Det går for langsomt

Pengene til de gratis parkeringspladser i omegnskommunerne skal findes i Københavns kommunes egen pengekasse.

- Pengene skal komme fra vores investeringsprogrammer. Vi skal være med til at betale det her, og jeg kan ikke sige nu, hvor meget det kan komme til at koste.

Det er ellers staten, der står for at etablere de såkaldte "park & ride"-anlæg, hvor man kan parkere sin bil, og derefter hoppe på toget. Men det går ikke hurtigt nok, mener overborgmesteren.

- Det er gået for langsomt med at lave park & ride-anlæg udenfor København. Der er alt for få af dem, og vi kan se, at der, hvor de er kommet, der står de fyldt, og det er rigtig godt, men vi skal have flere af dem, og det skal gå stærkt.

#kv13 #kbhpol

Facebook
Twitter