Generel modstand mod skifergas i Frederikshavn

Kun hver femte byrådskandidat er positiv overfor prøveboring efter skifergas ved Dybvad.

Kun hver femte byrådskandidat er positiv overfor prøveboring efter skifergas ved Dybvad. (Foto: Kristian Pedersen- DR © Valgtræf Frederikshavn Bibliotek)

To ud af fem byrådskandidater i Frederikshavn Kommune er direkte imod prøveboringer efter skifergas ved Dybvad.

Ligeså mange er tvivlende - mens kun Liberal Alliance aktuelt er tilhænger af de omstridte boringer.

I februar var Venstre som de eneste i det nuværende byråd imod en fuld VVM-redegørelse.

Nu siger borgmesterkandidat Lars Møller, at det ikke er et spørgsmål, man kan sige ja eller nej til.

I en rundspørge fra DR til de opstillede kandidater i Frederikshavn Kommune har 51 svaret. 20 er er imod - og kun 11 er tilhængere.

Modstanden skyldes generelt en frygt for vandmiljøet og grøn energi. Frank Zenas fra Forenede Demokrater siger:

- Jeg er selv økologisk landmand og har jord ned til området, så jeg kæmper imod. Det er tåbeligt, at man i Danmark vil give Total tilladelse til at borde efter det her, når man ikke engang vil i Totals hjemland, Frankrig.

SF har fra start været den stærkeste modstander i det nuværende byråd. Spidskandidat Christina Lykke Nielsen frygter, at når først prøveboringen er foretaget, så kører løbet.

- Så uanset hvad VVM-undersøgelsen viser, så er vi imod, siger hun.

Socialdemokraterne, Konservative og DF afventer alle VVM-Undersøgelsen.

Socialdemokratisk spidskandidat Birgit Stenbak Hansen kræver dog, at Frederikshavn Kommune uanset udfaldet bliver taget med på råd, så en prøveboring ikke alene dikteres af staten.

#KV13