Henning svarer på valgspørgsmål

DR's erfarne politiske reporter Henning Olsson er klar ved tasterne for at besvare dine spørgsmål om dagens valg.

Med næsten 30 års erfaring med at dække dansk politik, er DR's Henning Olsson godt klædt på at besvare spørgsmål omkring dagens valg.

Hvor mange stemmer skal man have for at få en plads i Horsens byråd? Hvem er favorit i Silkeborg Kommune? Hvordan foregår konstituering af en borgmester?

Der kan rejse sig mange spørgsmål ved et kommunalvalg og nu er der hjælp på vej til de undrende borgere. DR's politiske reporter Henning Olsson, med knap 30 års erfaring med at dække dansk politik, er klar til at besvare de mange spørgsmål.

Fra klokken 17 frem til omkring midnat sidder han ved tasterne på dr.dk, hvor du kan rette spørgsmål til ham om alt fra valgforbund og konstituering til historier bag scenen.

- Det er ikke sikkert, jeg kan svare på det hele, men jeg vil i hvert fald prøve, siger Henning Olsson.

Ikke prøvet før

Spørgsmålssessionen vil fungere som en slags chatforum, hvor alle kan skrive spørgsmål. Henning Olsson vil så besvare dem så hurtigt, han kan.

- Jeg håber, at jeg kan opklare noget af folks undren og gøre det hele mere klart. Til kommunalvalget for fire år siden var der meget usikkerhed omkring reglerne i flere kommuner. Hvis det sker igen, kan folk jo komme på dr.dk og få svar på nogle ting fra mig.

For både Henning Olsson og DR bliver det et helt nyt element i dækningen af et valg.

- Vi har aldrig prøvet sådan noget før, så det jo svært at sige, hvordan det kommer til at gå. Men hvis det går godt, og folk har interesse for det, tror jeg da, det er noget vi vil prøve igen, siger han.

#kv13 #drvalg

Facebook
Twitter