Kerteminde: Stort valg til kup-borgmester

I Kerteminde går Borgerlistens Sonja Rasmussen 3 mandater frem. Men måske rækker det ikke til en borgmesterpost.

Kerteminde-forhandlinger i gang ved Kommunalvalget 2013. (Foto: Danni Larsen- DR Fyn)

Sonja Rasmussen går frem fra 3 til 6 mandater. Borgerlisten bliver derfor valgets store vinder målt i fremgang. Socialdemokraterne og Palle Hansborg går et mandat tilbage.

Men spørgsmålet er, om det er nok til at beholde borgmesterposten i Kerteminde for Sonja Rasmussen.

P4 Fyns reporter på stedet, Danni Larsen, vurderer, at hun umiddelbart mangler to mandater for at have et flertal, eftersom DF allerede inden valget har sagt, at de ikke vil støtte hende igen.

Stemmefordeling i Kerteminde ved kommunalvalget 2013:

Socialdemokratiet: 3662

Det Radikale Venstre: 812

Det Konservative Folkeparti: 812

Socialistisk Folkeparti: 1176

Dansk Folkeparti: 1758

Venstre: 2154

Enhedslisten: 716

Borgerlisten: 3034

Liberal Alliance: 276

De Troværdige: 11

Mandatfordeling

Socialdemokratiet går tilbage med et mandat. SF går tilbage med tre mandater og de Konservative går tilbage med to mandater.

Det Radikale Venstre går frem med et mandat. Det samme gør Dansk Folkeparti, mens Borgerlisten går frem med hele tre mandater.

Kup-borgmesteren

Sonja Rasmussen tog ved et kup borgmesterkæden om halsen ved kommunalvalget i 2009. Dengang blev hun valgt for Socialdemokraterne, men meldte sig ud af partiet og tog selv posten som borgmester. Inden hun blev borgmester i Kerteminde var hun ledelseskonsulent i Region Sjælland.

Palle Hansborg har en lang politisk karriere bag sig. Han blev allerede i 1982 valgt til kommunalbestyrelsen i Munkebo for Socialdemokraterne. Han var borgmester i Kerteminde Kommune fra 2005-2009, og var egentlig også valgt til borgmester i 2009, men blev kuppet af Sonja Rasmussen, der meldte sig ud af Socialdemokraterne og selv overtog posten som borgmester.

Kerteminde Kommune består af de tidligere kommuner: Kerteminde, Munkebo og Langeskov.

Facebook
Twitter