Fra midnatstid fredag ryger valgplakater op i lygtepælene i hele landet forud for kommunalvalget.
Og trods læserbreve, vælgermøder og facebook, så er netop den klassiske valgplakat det kampagnemiddel, der har størst effekt, viser forskning fra det seneste kommunalvalg.
- Det kom som en overraskelse for os, siger professor fra Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, der står bag bag undersøgelsen.
Umulige at undgå
Men mens partihjemmesider og vælgermøder er noget, vi vælgere selv skal opsøge, så er valgplakater noget, vi bliver udsat for. Om vi vil eller ej, forklarer han.
- Det er noget, man ikke kan undgå, siger Kasper Møller Hansen.
De unge og sofavælgerne
Særligt unge og andre, der ikke stemmer trofast, bruger valgplakaterne som inspiration til, hvor krydset skal sættes, når de står i stemmeboksen på valgdagen.
Undersøgelsen er lavet ved, at forskerne har målt kampagneindsatsen hos kandidaterne ved seneste kommunalvalg og sammenholdt det med det antal stemmer, de hver fik.
Ned igen
Der er faste regler for valgplakater.
De må ikke hænge langs veje, hvor hastigheden er højere end 60 km/t. Og valgplakaterne skal ved dette års kommunalvalg være taget ned igen senest onsdag den 27. november 2013 inden midnat.