Valgplakater må gerne hænge i lygtepæle og på vejtræer og hegn. Man må også gerne sætte dem på en pæl, som kan bankes i jorden. De må bare ikke hænge på en måde, hvor de forstyrrer trafikken.
Her må de ikke hænge:
Ved motorveje og motortrafikveje. De må heller ikke hænge i midterrabatter ved veje, hvor man kører mere end 60 kilometer i timen.
Så højt skal de hænge:
Over cykelstier og fortove skal valgplakaterne hænge mindst 2,3 meter oppe. Hvis de hænger under ledninger med strøm, skal de hænge mindst halvanden meter under ledningen.
Der er ingen regler for, hvor langt de må hænge fra vejkryds. De må bare ikke hænge på en måde, hvor de ødelægger bilisternes udsyn.
Hvis en plakat hænger ulovligt:
Valgplakater skal fjernes inden en uge.
Hvis kommunen får en anmeldelse om, at en plakat hænger og flagrer, bliver plakaten pillet ned. Man får ingen bøde - men kommunen eller politiet kan sende regningen for arbejdet med at hive plakaten ned til partiet. Som regel får man et varsel på 24 timer til at få taget plakaten ned, medmindre den er til akut fare for trafiksikkerheden - i så fald piller politiet den ned med det samme.
Hvis en valgplakat ikke er afhentet efter senest seks måneder efter datoen for kommunalvalget, bliver den destrueret.
Reglerne er lavet af Vejdirektoratet.
Kilde: Nicoline Nyholm Miller, valgkonsulent i Indenrigsministeriet.