Ringbergs runde: Rød Front over Herning

Enhedslisten får kommunalpolitisk gennembrud - men hvordan håndterer de nye politikere det

Enhedslisten satser på at få over 100 byrådsmedlemmer ved kommunalvalget den 19. november

Det havde man måske ikke lige set komme, sådan på afstand: At Enhedslisten skulle fremhæve Herning som eksempel på partiets fremgang og håb om succes ved valget den 19. november.

Denne driftige by, bygget af uldkræmmere og bønder. Med dens iværksættere og tradition for handel og foretagsomhed. Byen, hvor borgmester Lars Krarup har absolut flertal - manden, der står til at blive Venstres næste formand for Kommunernes Landsforening.

Rød front

Men også byen, hvor Enhedslisten og Socialdemokratiet for nylig holdt fælles pressemøde op til kommunalvalget. De er præsenterede en række fælles holdninger, blandt andet om unge arbejdsløse.

Lokale medier kvitterede: "Rød front over Herning Kommune", lød en rubrik.

85 kommuner

I Enhedslisten tages sagen fra Herning som eksempel på at Enhedslisten allerede før valget er ved at etablere sig som et parti, der kan spille en rolle på den kommunale scene.

Fordi Enhedslisten denne gang stiller op i 85 kommuner (og på lokallister i Hillerød og Randers). Men især fordi Enhedslisten denne gang vil få væsentligt flere stemmer end de 2,3 procent på landsplan, der var resultatet sidst.

I politik er beskedne målsætninger ofte at foretrække - for de kan indfries. Så den officielle ambition er nu 6,7 procent af stemmerne på landsplan, 100 byrådsmedlemmer og en plads i KLs bestyrelse.

Det er ikke urealistisk.

De ældre på dagsordenen

Foreløbig er der kommunal valgkamp. Enhedslisten kører en ældrepolitisk dagsorden nationalt - og den bruges samtidig lokalt - omsat til præcise løfter om ansættelse af flere hjemmehjælpere.

Eksempelvis skal nordsjællandske Fredensborg Kommune styres ud fra et socialistisk og demokratisk udgangspunkt, som partiets spidskandidat meddelte på et vælgermøde forleden. Det er første gang, partiet stiller op i Fredensborg.

Snydt for de gode poster

Efter valgkampen kommer først konstitueringerne.

Her er tale om en politisk kontaktsport med gode muligheder for at blive snydt, så vandet driver. Især hvis man er ny i trafikken.

Det ved de godt i Enhedslistens hovedkvarter på Christiansborg - der har oprettet konstituerings-hotline til de usikre nybegyndere landet over.

Beslutninger

Derefter kommer den politiske hverdag. Det betyder ude i kommunerne en uendelig stribe beslutninger og kompromisser - mange af dem svære at tænke ind en ideologisk ramme og i et partipolitisk lys.

Hvis man da overhovedet har politiske evne og vilje til at indgå kompromisser.

Det er svært at undgå at få snavs på fingrene, når kommunen skal drives for de penge, der nu er. Når der skal vælges. Og hvad er i grunden mest socialistisk - en svømmehal eller et skolekøkken? Børnepasning eller hjemmehjælp?

#kv13 #fredensborgpol #herningpol

Facebook
Twitter