I dag har vores morgenradio på P4 København sendt fra Hvidovre TEC, som er Hvidovres Tekniske Erhvervsskole Center. Undersøgelser viser at under hver anden ung mellem 18-29 år ikke stemte ved sidste kommunalvalg.
Vi gav tre politikere 45 sekunder hver, til at overbevise to af de unge elever på skolen om, at de skal til kommunalvalget den 19. november.
Niclas Lemmét er endnu ikke sikker på, at han er at finde i valgboksen d. 19. november
- Det kommer an på, om de kan få overtalt mig til det.
Hans kammerat Patrick Løhmann har heller ikke kigget nærmere på valgplakaterne i Hvidovre.
- Jeg har aldrig sådan rigtigt fået sat mig ind i det, og så et eller andet sted synes jeg heller ikke, man skal blande sig, når man ikke får sat sig ind i, hvad man har af holdninger.
I tjener penge = vi bruger dem
Borgmester Helle Adelborg fra socialdemokraterne peger på, at de to unge herrer snart skal ud på arbejdsmarkedet, og at politikken på det område derfor bør interessere dem
- Det er nu I har et valg, det er nu I kan interessere jer for, hvad der sker hjemme i jeres by, i jeres idrætsforening, fodboldklub, hvor I nu kommer, og stem! Men allervigtigst skal I ud på arbejdsmarkedet, det må I have en kæmpe interesse i.
Anderledes direkte til værks går Venstres Anette Sjøbæk, hun går efter pengepungen i baglommen:
- I skal ud og arbejde, go så skal I betale skat, det er blandt andet os, der bruger jeres penge, så det er lidt vigtigt.
Marie Louise Jørgensen fra SF, der er den yngste i politiker panelet, peger på, at det faktisk gør en forskel, om man sætter sit kryds eller ej.
- Hvis du ikke stemmer og din kammerat ikke stemmer, så kan man sgu heller ikke brokke sig over, hvad der sker, fordi hvis man vil have medindflydelse i vores by, så skal man også huske og stemme.
Argumenterne overbeviser næsten Niclas og Patrick om at lægge vejen fordi det lokale valgsted d. 19. november.
- Der er jo selvfølgelig mange ting at tage hensyn til, også med praktikpladser og sådan noget, nu er jeg så heldig at jeg selv har fået en, men der er mange, der stadig mangler. Så det kunne godt være, at jeg skulle se at komme derop, siger Patrick Løhmann.
#kv13 #hvidovrepol