Touborg-toget trak kandidat med kun 18 stemmer i byrådet

Lulle Zahle kom i byrådet i Lejre med bare 18 stemmer på grund af Mette Touborgs flotte resultat.

Lulle Zahle er musikpædagog, billedkunstner og nu også byrådsmedlem for SF. (© Privatfoto)

I Lejre Kommune var Mette Touborg (SF) spået en stor sejr i kommunalvalget, og med 4.723 personlige stemmer levede hun i den grad op til forventningerne.

Resten af hendes parti klarede det knap så godt med kun 954 stemmer i alt, men det gjorde ikke så meget.

For med Mette Touborg som lokomotiv stormede otte SF'ere ind i byrådet på trods en række mindre gode resultater.

En af dem er 60-årige Lulle Zahle, som med bare 18 personlige stemmer er den kandidat i Danmark, som er blevet valgt ind med det laveste antal stemmer.

- Hvor er det godt. Jeg tager valget meget alvorligt, men jeg troede ikke på, at jeg ville blive valgt. Jeg er mere sådan en græsrodstype, der snakker med folk, siger hun til DR Nyheder.

SF'er i 40 år

Lulle Zahle har været SF'er i 40 år, men hun stillede kun op til valget for at hjælpe Mette Touborg med at blive borgmester.

- Hvis jeg nu bare kunne tage 10 randstemmer fra de blå, ville det være godt. Jeg har blandt andet fået den lokale frisør, som altid har stemt blåt, til at skifte mening, siger Lulle Zahle, som til blandt andet arbejder som musikpædagog.

Ingen valgplakat

Det betød også, at hun ikke har ført valgkamp for sig selv, men i stedet snakket med indbyggerne i Lejre direkte om Mette Touborg og SF.

- Jeg har ikke haft valgplakater. Jeg er billedkunstner, så jeg har lavet en tegning, der handler om kommunikation mellem to enkle figurer, som smiler til hinanden.

- Det er vigtigt for mig, at alle er med. Vi er jo en sammenlagt kommune.

De 18 personlige stemmer, som Lulle Zahle alligevel fik skrabet sammen, mener hun kommer fra blå vælgere, som ikke kunne drømme om at stemme på SF, men godt ville stemme på hende personligt.

Ked af radikalt nederlag

Foruden Lulle Zahle kom tre andre SF'ere også ind i byrådet, selv om de fik henholdsvis 26, 40 og 48 stemmer.

Det betød, at De Radikales spidskandidat Asta Rasmussen ikke blev genvalgt, selv om hun med 160 personlige stemmer fik et bedre resultat end Lulle Zahle og hendes tre partifæller tilsammen. Og det ærgrer Lulle Zahle.

- Det er forfærdeligt, for hun er en dygtig kone, og hun har gjort utrolig meget for kommunen især i børne- og ungeudvalget.

- Det er barskt, og det var det også på valgnatten, for hun blev jo meget ked af det. Det blev vi alle sammen. Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at jeg kom ind, men det er jo den barske side af politik.

Gratis busser til unge

Som borger i Lejre har Lulle Zahle altid været særdeles aktiv. Hun har blandt andet holdt åbne værksteder for kommunens børn og unge og været med til at starte Lejre Økologiske Fødevarefællesskab.

Og med sin nyvundne plads i byrådet vil hun nu kæmpe de unges sag i kommunen.

- Jeg ønsker mig, at vi får gratis busser, så de unge der bor i udkanten af kommunen kan hoppe på en bus, for at komme hen til kulturhusene og lokalbiografen, siger Lulle Zahle.