Blokpolitikken er tilbage

Helle Thorning opfordrede til det brede politiske samarbejde i sin åbningstale. Men meget tyder alligevel på blokpolitik, skriver Kristeligt Dagblad.

Helle Thorning-Schmidt lagde op til det brede samarbejde i sin åbningstale. Men noget tyder alligevel på blokpolitik. (Foto: DR © DR)

Statsministerens tale var på lange stræk identisk med regeringsgrundlaget og tegnede dermed igen den meget dystre, økonomiske situation, landet står i.

Mest konkret var de fire punkter, regeringen først vil tage fat på: Skatte- og afgiftsforhøjelser, en skattereform, reformer af uddannelsesstøtte og førtidspension samt en trepartsaftale om arbejdsudbuddet.

Regeringen vil til det første finde i alt syv milliarder kroner over de næste to år. Blandt andet skal fradragsretten for sundhedsforsikringer fjernes. Og støtteordninger til erhvervslivet skal beskæres for to milliarder kroner.

Det er forslag, der vil dukke op i den finanslov for 2012, regeringen fremlægger inden for få måneder.

- Ikke fryd og gammen altsammen

Allerede nu tegner det til en klar afvisning fra både Venstre og De Konservative, selvom der lyder forskellige vurderinger af talen fra de borgerlige partiledere.

Venstres Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at det var en god tale, som han næsten kunne have holdt selv, og han glæder sig over, at regeringen vil gennemføre tilbagetrækningsreformen og holder fast i genopretningspakken. Samt over at det ikke bliver til noget med S og SF's valgløfter om millionærskat og bankskat.

- Men ved siden af det er der masser af problemer. Det er et problem at øge skatter og afgifter med fem-syv milliarder kroner. Det er et problem hovedkulds at trække to milliarder kroner ud af dansk erhvervslivs erhvervsstøtte. Det er et problem at fjerne håndværkerfradraget, som giver optimisme ude i familierne. Det er et problem at have så høje klimamål, at der nu er udsigt til, at man vil gå fuldstændig ude af takt med resten af Europa og dermed gamble med tusindvis af arbejdspladser. Så det er ikke fryd og gammen altsammen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Konservative er skeptiske

Samme kritik kommer fra den konservative leder, Lars Barfoed. Selvom en rød skattereform skulle sænke topskatten, vil han ikke være med, hvis det samlede skattetryk stiger. De Konservative gik ellers til valg med De Radikale for at gøre op med blokpolitikken, men i dag er partiet blevet så lille, at det ikke alene kan sikre regeringen flertal.

- Det er ikke konservativ politik at øge den offentlige sektor og øge skattetrykket. Og det er det, jeg hører. Så det er regeringen, der blokerer for bredt samarbejde, siger Lars Barfoed.

Så den første finanslov skal støttes af Enhedslisten, præcis som den tidligere regering måtte have hjælp fra Dansk Folkeparti til sine finanslove.

Enhedslisten klar med krav

Enhedslisten er delvis tilfreds med både regeringsgrundlaget og åbningstalen, men man er også klar med sine krav, blandt andet om at lempe genopretningspakken, der halverer dagpengeperioden.

- Finansloven bliver det afgørende. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at der ikke bliver en aftale med os, for der skal regeringen bevise, at den har sit parlamentariske grundlag, siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.

Facebook
Twitter