Charlotte Sahl-Madsen opnår ikke valg

Den konservative videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen opnår ikke valg til Folketinget.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen er ikke blevet genvalgt.

Hun kom pludseligt og overraskende ind på den politiske scene som minister - og forlader den igen næsten lige så abrupt.

Sådan ser det ud for videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, der efter den hårde konservative stolekamp i Sydjyllands Storkreds med Carina Christensen og Mike Legarth må strække våben.

Charlotte Sahl-Madsen kom ind i regeringen som et politisk ubeskrevet blad i februar 2010. Hun afløste Venstremanden Helge Sander, der havde siddet på posten i en længere årrække.

"Det er brandærgerligt"

Og at tage afsked med politik er hun både skuffet og ærgerlig over.

- Jamen jeg er jo et konkurrencemenneske, og jeg synes det er brandærgerligt, at jeg ikke kommer ind. Men sådan er det, jeg kender vilkårene, og det kan slutte brat, siger Charlotte Sahl-Madsen til DR Syd.

Kanin op ad hatten

Politikeren blev hentet til ministertaburetten fra Sønderjylland, hvor hun havde været leder for oplevelsesparken Danfoss Universe - og tidligere Danfoss-chef Jørgen Mads Clausen var da også med til at byde hende velkommen i hendes nye ministerium.

Charlotte Sahl-Madsen var noget af en kanin, der blev trukket op af hatten, af Lars Løkke-regeringen.

Inden længe hæftede medier sig ved, at den nye minister for videnskab ikke selv havde nogen egentlig uddannelse bag sig.

Ikke dårlig indsats

I stedet havde hun været på forskellige business-kurser i udlandet - og selv fandt ministeren sig udmærket kvalificeret til jobbet.

Den nu 47-årige eksminister har før sin tid hos Danfoss Universe haft en lang periode som museumsdirektør for Glasmuseet i Ebeltoft og desuden haft en periode som udviklingschef for Lego.

Som videnskabsminister satte hun fra starten ind med et frisk pust og ny energi, men blev efter nogen tid kritiseret af blandt andet it-branchen for ikke at have udmøntet det så meget i konkrete forslag.

Jobgaranti

Nederlaget i den hårde kamp om det konservative sønderjyske mandat skyldes dog ikke en dårlig indsats af ministeren, der har fået ros for at have en meget aktiv og synlig valgkamp i sit område.

Hvad hun skal foretage sig nu, vil hun ikke ud med.

- Jeg kom ind i Folketinget fra en erhvervskarriere. Og at dømme udfra beskederne på min telefonsvarer i dag, så er der gode muligheder for mig. Men jeg er ikke færdig med politik, slutter Charlotte Sahl-Madsen.

Facebook
Twitter