Connie Hedegaard roser klimamål

EU's klimakommissær er meget tilfreds med den nye regerings ambitiøse klimamål.

(Foto: Scanpix/OLIVIER HOSLET © Scanpix)

- Ambitionsniveauet er fint og højt. Meget højt.

Sådan siger EU's klimakommissær, den tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), om regeringens skærpede energi- og klimamål, der blandt andet omfatter 40 procent reduktion af drivhusgasudledninger i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet.

- Danmark lå allerede på forhånd blandt de mest ambitiøse lande med det hidtidige mål om at reducere udledningerne af drivhusgasser med 30 procent i 2020.

- Nu skal man på ca. otte år finde de værktøjer, der skal levere yderligere 10 procent. Det kan kun ske med fuldstændig fundamentale omstillinger, påpeger klimakommissæren overfor Information.

- Det er et stærkt signal, og det er positivt, at det sker.

Også Jørgen Henningsen, medlem af Klimakommissionen, hvis rapport er del af regeringens inspirationsgrundlag, er begejstret:

- Det er glædeligt, at der er kommet en regering til, som har en ambition på dette område. Hænderne kommer først rigtigt op, når vi ser, hvordan det bliver udmøntet i praksis, siger han.

Flere fagfolk betegner regeringens ambitiøse mål som realisable:

- Hvis viljen er der, kan det lade sig gøre, siger DONG's administrerende direktør, Anders Eldrup til Information.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt lagde selv betydelig vægt på ambitionerne i sin åbningstale tirsdag.

- I 1990'erne gjorde vi Danmark til foregangsland på klima- og energiområdet. Regeringen vil sætte Danmark i front igen, sagde hun.

For Hedegaard kommer den skærpede danske profil tilpas:

- Set fra min stol er det positivt med disse mål i regeringsgrundlaget, ligesom det er positivt, at statsministeren omtaler dem først i talen, siger hun.

Facebook
Twitter