DAGENS TAL: Vælgerne vil have blodrød trekløverregering

Hvis en rød regering skulle bestå af tre partier, så foretrækker vælgerne Enhedslisten som støtteparti til S og SF frem for de Radikale.

Vælgerne vil hellere have Enhedslisten med i en S-SF-regering, end de vil have de Radikale med.

Vælgerne foretrækker Enhedslisten frem for de Radikale, når det gælder om at gå sammen med S og SF om at danne regering.

Det viser en ny måling, som Epinion har lavet for DR Nyheder.

Og tallet overrasker DR's analyseredaktør, Kenneth Thue Nielsen.

- Jeg havde ikke forventet, at de venstreorienterede vælgere i så høj grad så Enhedslisten som en reel mulighed i en regering.

Trekløver med S-SF-Ø

Epinion har spurgt 850 vælgere, hvilket eller hvilke partier der indgår i deres drømmeregering. Flest vil have en regering bestående af S og SF, nemlig 11 procent af de adspurgte.

Men hvis rød blok skulle vælge at lave en trekløverregering, så ville flest vælgere blive tilfredse med en regering bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Den kombination foretrækkes af 9,2 procent, mens 8,9 procent ville vælge de Radikale som tredje parti.

Hellere DF end de Radikale

På fjerdepladsen kommer en VK-regering med 6,3 procent, mens 4,7 procent foretrækker et trekløver med VK og Dansk Folkeparti.

- Det er overraskende, at kun 6,3 procent af alle vælgerne foretrækker en ren VK-regering. Især når vi har in mente, at regeringen har siddet i 10 år, siger Kenneth Thue Nielsen.

Lige så mange foretrækker en rød firkløverregering med S-SF-R-Ø.

Først på 7. pladsen kommer en regering med Venstre, de Konservative og de Radikale, som ellers har været nævnt som en mulighed blandt konservative politikere de seneste dage.

Facebook
Twitter