DF'er raser over snak om dansk blod

Søren Espersen citeres i avis for en holdning om, at kun folk med dansk blod i årerne skal have statsborgerskab. Det afviser DF'eren.

Information beskrev i aftes et månedgammelt interview fra den norske avis Verdens Gang, hvor DF'eren foreslår, at den danske indfødsretslov erstattes af et blodprincip. Men det er helt forkert, siger hovedpersonen nu.

Hvis begge dine forældre er udlændinge, så bliver du aldrig dansker og dermed får du ikke stemmeret. I hvert fald ikke, hvis man skal tro nogle citater fra Dansk Folkepartis Søren Espersen.

Men det skal man slet ikke, siger Espersen nu selv.

Information beskrev i aftes et månedgammelt interview fra den norske avis Verdens Gang med Søren Espersen, hvor DF'eren foreslår, at den danske indfødsretslov erstattes af et blodprincip. Det ville betyde, at kun personer, der er børn af mindst én etnisk dansker, kan opnå statsborgerskab.

- Det er en god måde at sikre kontinuitet på. Vi har bunker af statsborgere nu. Ægtefæller, som de henter hertil, skal ikke kunne blive statsborgere, men deres børn kan. Så i løbet af en generation er alt ordnet, siger Søren Espersen til VG.

Chokeret og vred Espersen

Men ordvalget er helt galt, skriver en chokeret Søren Espersen på DF's egen hjemmeside.

- Det er en nedrig artikel med rent ud falsk indhold, som Information her bringer til torvs. Stik imod alle anstændige journalistiske principper har Information end ikke ulejliget sig med at ringe til mig for at bede om min kommentar, skriver Søren Espersen.

Information har derimod talt med andre partiers ordførere, der alle afviser at støtte et forslag om at kræve dansk blod for et statsborgerskab.

"Nazistisk at tale om dansk blod"

- Jeg kunne aldrig nogensinde få de ord i min mund at tale om "dansk blod". Sådan snak er ren nazistisk tankegang og sprogbrug, og det er forfærdeligt, at Information vil synke så dybt, at de lægger sådanne ord i min mund, skriver Søren Espersen på hjemmesiden.

Han forklarer, at han til Verdens Gang bare har sagt, at det er "min personlige holdning, at loven om dansk indfødsret måske kunne strammes, således at indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger."

- Det forholder sig eksempelvis sådan i USA, at man i dag som overordnet princip bliver amerikansk statsborger, hvis enten far eller mor er amerikansk statsborger - men det betyder jo ikke, at man ikke af anden vej kan få amerikansk statsborgerskab, skriver han.

Facebook
Twitter