Gucci-Helle - Denmark's Next Prime Minister.
Det var overskriften i nyhedsbureauets Associated Press' telegram, da det stod klart, at Helle Thorning-Schmidt og rød blok vandt valget torsdag aften.
Og den overskrift kan have været med til at sprede Helle Thorning-Schmidts øgenavn til medier over hele verden. Her i dagene efter valget har flere internationale medier i hvert fald valgt at holde fast i øgenavnet.
For eksempel skriver den amerikanske tv-station Bloomberg på sin hjemmeside, at "Gucci-Helle Revamps Image to Beat Sex Gap in Danish Election".
Flere medier følger trop og skriver også "Gucci-Helle" om Danmarks kommende statsminister. Andre nøjes bare med at konstatere, at Danmark for første gang nogensinde har fået en kvinde som statsminister.
Indiske roser
Selv i et land som Indien er det heller ikke gået ubemærket hen, at Danmark har fået ny, kvindelig statsminister.
I går skrev Indiens største engelsksprogede avis India Times således denne overskrift om det danske valg: "Denmark picks 'Gucci-Helle' as first woman PM."
Men øgenavnet har tilsyneladende ikke nogen negativ klang i Indien. I artiklen i India Times fremhæves Helle Thorning-Schmidt som høj, blond og elegant klædt. Desuden beskrives hun som selvsikker, og at hun møder medierne med "vid og afvæbnende smil."
Fik øgenavn af Freddy Blak
Øgenavnet "Gucci-Helle" fik Helle Thorning-Schmidt af Freddy Blak, som hun sad i Europa Parlamentet med fra 1999 til 2004.
Freddy Blak var ligesom Helle Thorning-Schmidt valgt til Europa Parlamentet for Socialdemokraterne, og han gav hende øgenavnet på grund af hendes håndtaske af det eksklusive mærke Gucci.
Thorning-Schmidt blev selv en smule ophidset, da hun hørte om sit øgenavn for første gang. Men sidenhen har hun lagt en vis ironisk distance til det.
I satireprogrammet "Perlevenner på Borgen", der i løbet af valget blev sendt på DR 2, signerede hun sig selv Gucci-Helle i slutningen af programmet.